Mark Reinert: – Vi er på ingen måde tilfredse

Mark Reinert cheftræner for SEIF Tornados inden en kamp mod Frederikshavn Blackhawks i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

Mark Reinert, cheftræner for SEIF Tornados der i aften skal op i mod BFC Vendsyssel i TV-kampen på Sport Live, har talt lidt med Floorballportalen.dk om hans holds præstation hidtil i sæsonen:

– Set ud fra selve spillet har sæsonen været ret svingende. Vi har leveret fint spil, og i nogle perioder nærmest fejlfrit, for kampen efter at falde fuldstændig fra hinanden. Men det går fremad fra kamp til kamp, også pga. den erfaring det unge hold får, hvergang de går på banen.

– Resultaterne har vel egentlig været, som mange havde forventet, med klare nederlag til Sunds og Frederikshavn. Men vi er på ingen måde tilfredse, da vi i alle kampe har fået rigtig mange chancer, men været virkelig dårlige til at udnytte dem. Var det sket, kunne udfaldet måske have været anderledes.

LÆS MERE: Optakt: BFC Vendsyssel – SEIF Tornados (TV-kamp)

Mod BFC Vendsyssel er træneren også klar i spyttet, det bliver den offensive del af spillet som der skal fokuseres på, så der kan komme nogle mål til tavlen:

– Mod BFC Vendsyssel kommer vi til at have bolden markant mere end mod de øvrige hold, så derfor ligger fokus helt klart på offensiven og spillet med boldet, der har været meget svingende i denne sæson. De defensive aftaler har vi egentlig fint styr på, så nu er det offensiven det gælder.