Mark Reinert: – Vi havde en fantastisk energi

Foto: SEIF Tornados

SEIF Tornados vandt en kommanderende sejr på hele 8-1 over Brønderslev Hot Shots FC torsdag aften. Det var noget af en kontrast i forhold til pokalopgøret de to hold udkæmpede for et par uger siden, hvor Tornados vandt 3-2 over Hot Shots.

SEIF Tornados nye cheftræner Mark Reinert var derfor mere end glad da han talte med Floorballportalen.dk efter kampen:

– Det var tydeligt at se, at vi har fået et par kampe i benene siden sidst og spillerne er nu ved at finde hinanden inde på banen. Derudover havde vi bare en fantastisk energi og overskud under hele kampen.

På trods af den store sejr, var kampen på måltavlen helt tæt ind til tredje periode. Inden tredje periode førte Tornados kun 2-0:

– Vi væltede os egentlig i chancer igennem de to første perioder, men deres målmand holdt dem i den grad inde i kampen. Vi havde kørt i højt tempo i hele kampen, og i tredje periode virkede det til at luften gik ud af Brønderslev forsvar, hvorefter målene begyndte at komme.