
Martin Lytje sluttede sin tid af i Benløse FC med endnu et danmarksmesterskab, da det blev til en finalesejr over Frederikshavn Blackhawks, der blev besejret med 5-3, søndag eftermiddag i Helsingør Hallen. Floorballportalen.dk har haft en længere snak med Lytje om kampen og hele perioden hos Benløse FC.
Den nu afgørende cheftræner er ikke kendt som den mest højtråbende træner og mere kendt som yderst taktisk intelligent, og derfor var det nærliggende at høre lidt til Benløses gameplan i finalen, og hvad det var Martin Lytje ønskede skulle ske:
– Vores gameplan var centreret omkring to overordnede elementer; få en god start på kampen, og give os selv den taktiske ”serve-ret” i slutningen af kampen. Afledt heraf var der selvfølgelig mange konkrete områder, der skulle lykkes. En af de vigtigste var at gøre ondt på Frederikshavn på flere områder, og vores kædeformationer var designet til at true på forskellige måder. Det var lige fra prestype til mængden af afleveringer inden afslutning. Dertil skulle vi ikke give omstillinger til Frederikshavn, og det var måske den største forskel på denne kamp, og de øvrige vi har spillet imod hinanden. Frederikshavn fik ikke ”hjælp” til deres mål, via uprovokeret fejl i midtzonen eller dårlige afslutninger fra os.
Om kampen som helhed mener Lytje at det blev en fed finale, hvor også modstanderen får nogle ord med på vejen:
– Det blev en super fed finale, og jeg har kæmpe respekt for Frederikshavn, og deres præstation i finalen. Det blev intenst, og en finale der tjener begge hold (og dommerne) til ære. Derfor er jeg stolt over at vi kunne løfte pokalen i år, og så kom følelsen med den perfekte afslutning på min tid efter kampen.
Efter kampen, og det var en kendsgerning at Benløse havde sikret sig mesterskabet, lod Martin Lytje følelserne få frit løb. Der var flere ting, som spillede ind for den nu forhenværende cheftræner:
– Det var selvfølgelig en kæmpe forløsning for mig personligt at slutte af med et nyt mesterskab. Jeg tror det dels var kulminationen og afslutningen på en rejse med det her hold, og naturligvis også at jeg har taget et aktivt valg om at stoppe som træner på ligaplan. Denne sæson har handlet om at holde sig på toppen, og genopfinde sig selv i en grad, som er enormt hård og angstprovokerende. Vi har integreret nye spillere, givet spillere nye positioner, holdt stædigt fast i vores nye koncept og lukket et hul fra en af de største profiler i dansk floorball i nyere tid.
– Vores exit i pokalen var et stort slag på selvtilliden, men vi holdt fast i vores overbevisninger, og tabte blot en kamp derfra af. Det er jeg meget stolt over. På det personlige plan, har jeg har været en del af ligaen i rigtig mange år, og det har krævet en masse ofre særligt for mine nærmeste, så en del af følelserne fik også frit løb i forhold til det.
Her et par dage efter triumfen i Helsingør, er det nu tid til at reflektere lidt over perioden, som cheftræner for det midtsjællandske mandskab, hvor Lytje ikke ligger skjul på han har været rigtig glad for at være. Martin Lytje overtog cheftrænerposten i starten af 2019 og førte straks Benløse til DM-guld det samme forår:
– Min egen udvikling har været voldsom stor. Jeg har været privilegeret at have nogle ekstremt dygtige og dedikerede spillere, og min tilgang har altid været at det er dem det handler om. Mange trænere kan blive opslugt i deres egen genialitet, men oftest handler det om at vise tillid, og fjerne tvivl og spørgsmål fra spillerne. Jeg repræsenterer selvfølgelig en filosofi og tilgang til spillet, som skal bevise sig i alt fra øvelser til træning til taktiske beslutninger i kampe, og den har fra dag et været helt i synk med det grundlag der er i Benløse. Det er et fundament som andre før mig har lagt, og jeg har blot været så heldig, at få lov til at forvalte det i en periode.
– Den bedste måde jeg kan beskrive det på, er at jeg ikke har skulle lave taktik for at camouflere spillernes evner, men at frigøre og tøjle deres ekstreme kvalitet og kreativitet. Det har været en kæmpe ære at være en del af, og jeg vil altid have meget stærke følelser for klubben og de spillere, jeg har fået lov til at træne i disse år. Jeg slutter af med to mesterskaber og en pokaltitel, men vejen til de resultater har været den sande belønning, og jeg kan kun ydmygt takke alle dem der har været en del af det, slutter Martin Lytje til Floorballportalen.dk