Martin Lytje: – Vi forventer spillerne har rykket sig fysisk

Foto: Fabrice Duc, IFF

Floorballportalen.dk har haft en snak med damelandsholdets cheftræner Martin Lytje i forbindelse med denne weekends samling.

Thomas Bouchara er kommet til som assisterende træner. Hvad kan han tilføje holdet?

– Thomas kommer med en stor taktisk indsigt, og er utrolig god til “den direkte vej” mod et mål strategisk og taktisk. Så repræsenterer Thomas samtidig de øget krav med større fokus på fysisk kapacitet og fight, på en klar og bestemt facon.

Nogle af de “ældre” spillere er stoppet, og nye er kommet til. Hvor ser du at holdet står nu ?

– Løbende udskiftning på Landsholdet er helt normalt, og nogle af de rutinerede, der spillede sit sidste VM sidst, er erstattet af spillere der vokser ind i en ny rolle, eller spillere der vender tilbage til holdet. De helt unge der er kommet til, kommer med et meget stærkt fundament, og man kan tydeligt se U19 Landsholdets effekt allerede. Så jeg synes vi står med en god og stærk trup, som er mere dynamisk og løbestærkt end tidligere.

Jeg kan se at der mangler nogle profiler, er det nogle som kommer til truppen på et senere tidspunkt ?

– Der er altid spillere som kan mangle på en samling, og der er hård kamp om pladserne, så der kan være enkelte spillere som senere vil indgå i truppen til VM kvalifikationen. Det vil november samlingen afgøre. Eksempelvis er vores Anfører, Cecilia Di Nardo, lovlig undskyldt med en SSL kamp denne weekend.

Hvilken mission har I med netop denne samling ?

– Først og fremmest forventer vi spillerne har rykket sig på de fysiske parametre siden september. Dernæst er missionen at få vores nye principper og taktik endnu mere ind under huden, og begynde at se relationer som vi kan stole på frem mod kvallen.

U19 damelandsholdet har også samling i Frederikshavn i denne weekend. Er det nogle I følger tæt ?

– Det er der helt afgjort. Vi havde med stor succes 4 u19 spilllere med i september, og én indgår på lige vilkår i vores trup ved denne samling. De øvrige følger vi naturligvis med det ene øje, og har et godt samarbejde og kommunikation med u19 trænerteamet løbende. Jeg vil ikke blive overrasket hvis en eller flere “u19 spillere” tilkæmper sig en plads i den endelige kvalifikationstrup.