
I weekenden rejser det danske kvindelandshold til Norge, for at spille to testkampe inden VM. Landstræner Martin Lytje glæder sig til at endelig kunne se sit hold i aktion igen, efter en lang kamppause grundet covid-19, af samme årsag håber at holdet får en god oplevelse så tæt på VM:
– Jeg håber holdet får en god oplevelse så tæt på VM. Det er jo på mange måder et nyt hold, som skal spille sine første kampe sammen, og absolut et nyt udtryk vi går efter. Vi har haft et intensivt forløb med implementering af nye principper og taktikker, der gerne skulle lægge en del ovenpå vores hidtidige spilfilosofi. Det er derfor vigtigt vi får nogle svar i rigtige kampe, og det kan man aldrig simulere helt på træningsbanen imod sig selv.
Med flere nye folk på holdet, vil det blive vigtigt at finde et fundament, som holdets spil skal bygge på under VM, derfor har Lytje også planen klar for, hvad han vil bruge de to kampe til:
– Det kan være der kommer perioder, hvor vi udefra set gør noget helt underligt, men det er et led i forberedelserne til det rigtig gælder til VM. Vi kommer til at teste to grundopstillinger i forhold til kædesammensætninger, samtidig med alle skal i spil over de to dage. Jeg ser weekenden som én samlet forberedelse med 6 perioder og et træningspas, så resultattavlen er langt fra det vigtigste, men derimod holdets forfatning krydret med test af meget konkrete værktøjer.
De to testkampe mod Norge anser Martin Lytje for alt afgørende for at Danmark kan gå bedst muligt forberedt ind til VM og den første kamp mod USA d. 27 november:
– Det er ekstremt værdifuldt at få to kampe mod så god en modstander, så tæt på VM. Vi har et par debutanter der vil få deres ilddåb, og et par rutinerede spillere der får pudset landsholdsformen af. Vi havde en rigtig god samling i oktober, men samlingen havde også den endelige udtagelse af truppen hængende over sig. Det var et meget svært fravalg af nogle rigtig dygtige spillere, så jeg forventer at se en masse præstationer, der bekræfter vores valg og overvejelser, både på det tydelige og måske mere usynlige udefra set. Jeg forventer også at se de udvalgte formationer spille frit og med masser af mod, så vi får skabt en stærk tro inden den første afgørende kamp mod USA den 27. november.