Mathias Glass: – Jeg er virkelig ked af det

Foto: Privat

Mathias Glass’ sæson er slut, det er helt sikkert, efter landsholdsspilleren kom alvorligt til skade til træning i går. En scanning på Hvidovre Hospital viste at det forreste korsbånd er beskadigt og ret sikkert revet over, men mere kan være ødelagt i knæet.

Efter nyheden om Mathias Glass’ alvorlige skade tikkede ind fik Floorballportalen.dk en snak med den danske landsholdsspiller, der til daglig spiller i SSL hos Höllvikens IBF:

– Puha, jeg har altid sagt at det er den værste skade man kan få. Jeg er virkelig ked af det og kan ikke helt forstå det. Mit knæ skal have hvile i 10-12 dage indtil jeg skal til kontrol og have en MR-scanning og først derefter kan de se om det “bare” er det forreste korsbånd eller om det er hele møllen. Så lige nu kan jeg ikke gøre så meget andet end at håbe på det bedste men frygte det værste.

LÆS MERE: Mathias Glass alvorligt skadet – færdig for sæsonen

En ting er at SSL-sæsonen nu er et overstået kapitel for den 20-årige angriber, men det bliver også en kamp mod tiden for at kunne blive klar til VM-slutrunden der spilles i december. Allerede nu ligner det en ulige kamp og Mathias Glass frygter det værste og dermed et misset VM:

– VM den fedeste turnering i floorball, det ville jeg være så ked af at misse, men igen jeg må tænke positivt, jeg er ung og har mange år tilbage i min karriere. Jeg glæder mig bare til at få svar på hvad det er der helt præcist er sket. Jeg har heldigvis de mest fantastisk mennesker bag mig, som støtter og bakker mig op.