Mathias Glass: – VM er alt for risikabelt

Foto: Thomas Krogh Photography

Da herrelandsholdet blev udtaget til seneste samling, var det med Höllvikens IBF-angriberen Mathias Glass i truppen. En smule overraskende var det at angriberen var blevet så hurtigt klar igen efter sin alvorlige knæskade, men nu viser det sig at Glass’ deltagelse på landsholdssamlingen ikke var på 100%:

– Jeg deltog ved landsholdssamlingen for at komme og vise for de andre drenge, at jeg stadig var en del af landsholdet, også selvom jeg er skadet, derudover ved jeg at Mikael (Karlberg. red) er en mand som godt kan lide mange øvelser i løbet af en samling, så tænkte at hvis jeg kunne få 6 træninger på 3 dage så var det optimalt for mit videre forløb med genoptræning.

Men hvad nu? Kan vi forvente at Mathias Glass er med i VM-truppen der udtages inden længe? Og her er svaret desværre ikke nær så positivt selvom det går fremad med knæet:

– Nej jeg er ikke i spil til VM desværre, da det er alt for risikabelt. Det går rigtig godt med knæet, langt over mine forventninger. Jeg er foran min plan, og kan mærke på mit knæ, at det bliver bedre og bedre for hver dag der går. Så alt i alt, så går det fremragende! Nu er jeg 7 måneder inde i genoptræningen, og jeg kan mærke at min tålmodighed og lyst er ved at presse sig meget på.

– Jeg vil tro at jeg er 2-3 måneder fra at være klar til at spille kampe igen, og det glæder jeg mig meget til!