Mikkel Christensen: – Min plan var at rejse hjem

Foto: Thomas Krogh Photography

Oven på kontrakten med FC Helsingborg i SSL, Swedish Super League, fangede Floorballportalen.dk Mikkel Christensen, for at høre lidt om, hvordan hele forløbet op til kontrakten havde været og hvordan han selv ser fremtiden.

Sidste sæson var lærerig

Mikkel Christensen spillede i sidste sæson for FCH2, som spiller i division 2(fjerde bedste række i Sverige). Men faktisk havde den danske landsholdsspillet afskrevet muligheden for at komme til Sverige at spille i sidste sæson:

– Det hele startede egentlig med at jeg havde afskrevet muligheden for at spille i Sverige sidste sommer, da det ikke virkede, som om, der var noget sted jeg kunne bo. Så jeg havde egentlig fokus på mit daværende arbejde i Danmark, da det virkede som om at det ikke ville blive til noget. Midt i juli måned skriver Tony(Tony Taijala. red) så, at der var en lejlighed ledig, som jeg kunne flytte ind i og derefter skete skiftet til FC Helsingborg.

Og starten i FC Helsingborg, skuffede ikke. FCH2 startede nemlig senere op med sæsonen og derfor fik Mikkel Christensen mulighed for at træne med SSL-holdet fra start af, inden han skulle igang med træningen med FCH2:

– Det første stykke tid i Helsingborg stod på at træne med SSL-holdet, da FCH2 ikke var startet med at træne endnu, så det var meget lærerigt. Her var jeg med til to kampe som var imod Åstorp/Kviddinge i Allsvenskan (Sveriges anden bedste række. red), hvor jeg fik en halv kamp, og så imod Jönköping (SSL) hvor jeg fik ca. 10 sekunder, så det var egentlig min første kamp mod et SSL-hold.

Starten i Sverige gav den danske landsholdsspiller et boost, både det at han kunne få lov til at træne med SSL-holdet, men også det faktum at han var uden arbejde det første stykke tid, hvilket gav ham mulighed for at fokusere 100% på floorballen:

– Jeg følte min formkurve steg enormt hurtigt i starten, da overskuddet var højt, og hverdagen egentlig bare stod på floorballtræning. Efter jeg så begyndte at arbejde fuldtid i en børnehave her i Helsingborg på 40 timer om ugen + 1 times transport om dagen tog det meget på kræfterne og energiniveauet.

Udviklingen fortsatte igennem hele sæsonen, selvom jobbet kostede lidt på overskuddet og derfor ser Mikkel Christensen også tilbage på sidste sæson med positive tanker:

– Spillemæssigt har jeg udviklet mig meget. Jeg er blevet meget hurtigere på bolden, hurtigere til at læse spillet og have større overblik, når det går hurtig, samt lært en ny spillestil at kende. 

SSL-kontrakt

Men selvom det havde været en rigtig god sæson, var Mikkel Christensen ikke overbevist om at han skulle fortsætte med at spille i Sverige, og med Coronakrisen oveni blev det hele meget mere usikkert:

– Helt ærligt havde jeg faktisk ikke regnet med jeg skulle spille SSL denne sæson. Min plan i marts var faktisk at rejse hjem, når sæsonen var færdig, fordi jeg egentlig var blevet mæt i mit arbejde Sverige og floorballen.

Men en snak med Niklas Pålsson, cheftræner for FC Helsingborg ændrede meget, han så nemlig en god fremtid for 20-årige Christensen i Helsingborg:

– Efter jeg snakkede med Niklas Pålsson om, hvordan jeg havde det, blev han overrasket over, at jeg ville tage hjem. Han regnede nemlig med, at jeg skulle være med på SSL-holdet til næste sæson. Efter vi havde snakket, rejste jeg alligevel hjem til Danmark for at tænke over muligheden og samtidig spøgte coronaen meget på dette tidspunkt.

– I løbet af maj og juni blev jeg afklaret med mig selv om den kommende sæson, og valgte at tage et år mere i Helsingborg, da det var en stor chance/oplevelse jeg kunne få.

Forrygende start

Sæsonen er nu igang for Mikkel Christensen og han fik en forrygende start på SSL-eventyret. Han scorede nemlig i den første træningskamp for FC Helsingborg. Efter en holdkammerat blev skadet, trådte Christensen ind og scorede i sit første skift:

– I sidste uge spillede vi træningskamp imod det ny oprykkede SSL-hold Fagerhult. Her fik jeg spillet mig en god kamp med mål i første skift, inden jeg desværre forstuvede min fod i sidste delen af den anden periode. Så lige nu kæmper jeg for at blive klar igen til at kunne træne med og være klar til kampene. Når jeg ikke kan være med til træning, går jeg i Fitnesscenter i stedet for.

Skaden til trods er Mikkel Christensen klar på at give den en over nakken i sæsonen, hvor han satser 110% på at få succes med FC Helsingborg:

– Som det ser ud lige nu, er jeg 16 mand det vil sige den næste spiller, som kommer efter de 3 kæder. Så fokus lige nu og frem til jul vil primært være træning i fitnesscenter og floorballtræning på SSL-holdet, for at se, om jeg kan spille mig til en startplads i en af kæderne. Jeg har en dobbelt licens, det vil sige at ved manglende spilletid på SSL, har jeg mulighed for at komme ud og spille kampe med FCH2 holdet.