Nicolai Flyvholm: – Lysten er vendt tilbage

Nicolai Flyvholm fra Frederikshavn Blackhawks lavede fire assister mod SEIF Tornados i deres kamp d. 23. oktober 2020. Foto: Helge Overgaard

Covid-19 satte i starten af november en stopper for al indendørssport i syv nordjyske kommuner inklusiv Frederikshavn Kommune. Disse restriktioner er nu blevet ophævet, hvilket betyder, at der igen kan dyrkes indendørssport i de pågældende kommuner indenfor de gældende retningslinjer. Nicolai Flyvholm fra Frederikshavn Blackhawks var en af de mange spillere, der blev ramt af disse restriktioner.

Nicolai Flyvholm fortæller her lidt om, hvordan det er at være tilbage på træningsbanen og hvordan han selv har holdt formen ved lige under pausen:

LÆS MERE: Andreas Glad: – Der skal bankes lidt rust af

– Ja, vi har fået tilladelse til, at starte op igen og det er jo fantastisk. Det er selvfølgelig ikke optimalt med en pause midt i et grundspil, men man må finde det positive i sådan en situation. For os betyder det jo vi har fået et par kampe i december, hvilket er rigtig fint med tanke på det program vi skal i gang med efter nytår. Formen er blevet holdt ved lige via udendørs fysisk træning sammen med en udvalgt gruppe fra holdet.

Nicolai Flyvholm har haft en stærk sæson med 23 point i 7 kampe. Det er til trods for, at han først stødte til truppen kort inden sæsonstart. Flyvholm sætter her nogle ord på hvorfor det er gået så godt for ham personligt og hvordan han er faldet ind på holdet i Frederikshavn:

LÆS MERE: Wennbring: – Vi har fokus på os selv

– Det er gået rigtig fint her i starten. Jeg stødte først til truppen lige op til sæsonstart, så at det er gået så hurtigt med, at finde min plads på holdet er bare dejligt.

Hvad der fungerer? Personligt er det nok noget så simpelt, som floorballlysten der er vendt tilbage. Som hold fungerer vi bare rigtigt godt sammen. Vi har det godt med hinanden og vi har en god bred trup, hvilket giver en masse muligheder i kampene. Dertil synes jeg vi virker sultne også i de kampe vi forventer at vinde.

LÆS MERE: Jonas Sønderby: – Defensivt fokus mod Blackhawks

Frederikshavn Blackhawks genoptager sæsonen på lørdag på hjemmebane imod BFC Vendsyssel. Frederikshavnerne er klare favoritter til opgøret og Nicolai Flyvholm, mener også holdet er klar til, at indfri de forventninger:

– Jeg har egentlig ikke gjort mig de helt store tanker om den kamp, vi glæder os til at spille en kamp igen og vi skal såmænd bare gå ind til den kamp med samme sult som vi plejer. Så er jeg sikker på vi nok skal leve op til favoritrollen.