Niklas Knøsen: – Vi blev for ivrige

Foto: Thomas Krogh Photography

AaB Floorball havde ryggen mod muren inden mødet med Copenhagen FC i semifinalen i Select Kvinde Floorball Ligaen. Opgaven er ikke blevet lettere af, at det blev til et klart nederlag i den første kamp, hvor holdet var fraværende i store dele af 1. periode. Cheftræner for AaB, Niklas Knøsen, savnede blandt andet lidt mere tålmodighed:

– Jeg synes vi ligger rigtigt godt fra land i løbet af de første minutter, føler vi starter med mest boldbesiddelse, men et dumt boldtab i egen zone giver dem chancen, hvor de bare er kyniske. Og det sætter dem ligesom i gang. Hatten af for Copenhagen – De har en skræmmende skarphed, som jeg misunder. Jeg føler vi bliver for ivrige i første periode og løber for meget for at få bolden igen, i stedet for at spille tålmodigt og kontrolleret.

Cheftræneren så dog elementer i den resterende del af kampen, som giver ham troen på, at de sagtens kan være med københavnernes niveau:

– Og så var det ligesom op af bakke fra 2. til kampens slut. Vi blev ved med at forsøge og jeg kunne mærke at pigerne havde troen på et comeback, og da stillingen pludselig var 2-6 så det lyst ud for en stund, men så stod de der bare igen. Vi holder dem nede på 6 mål, 4 regulære og 2 i tomt mål, hvilket er godkendt, og beviser at vi sagtens ville kunne slå dem, men at det kræver et minimum af personlige fejl samt at bolden hopper vores vej.

I den kommende weekend skal AaB forsøge, at vende serien til deres fordel, men det kræver to solide indsatser i følge cheftræneren der samtidig melder om en enkelt skade efter kamp 1:

– Vi er klar til at tage til København lørdag, dog blev Line Blåbjerg skadet i en solo ulykke i anklen så hun er ude til næste opgør. Vi har troen på at det kan lade sig gøre, men vi ved samtidigt at det ser svært ud med to sejre i København. Vi har viljen og troen på egne evner, så vi håber vi også kan få heldet.