Niklas Pålsson: – Mikkel skal slås for en startplads

Foto: FC Helsingborg

I forlængelse af Mikkel Christensens skifte til SSL-holdet FC Helsingborg, fangede Floorballportalen.dk FCHs cheftræner Niklas Pålsson til en kort snak om den danske landsholdsspiller og hans fremtid:

– Vi har valgt at inkludere Mikkel i SSL-truppen til den kommende sæson. Mikkel trænede allerede med os i sidste sæson, og gjorde et virkelig godt indtryk på os! Han giver sig altid 100% i alt hvad han foretager sig og har haft en rigtig flot udvikling siden han kom til Helsingborg sidste sommer.

Mikkel Christensen er dog ikke kun taget ind i SSL-holdet, for at agere backup. I FCH mener de faktisk at Christensen har et reelt skud for at tage en startplads og dermed blive en vigtig del af holdet, allerede i første sæson i SSL:

– Vi håber at Mikkel fortsætter sin udvikling i samme fart, som i sidste sæson, så vil han komme til at slås for en startplads i holdet. Mikkel kan både spille forward og back, hvilket er en stor fordel og gør at han kan konkurrere om flere pladser, slutter Niklas Pålsson til Floorballportalen.dk