
Esbjerg Sharks er værter for en ny træningsturnering, der fortrinsvis henvender sig til de mest ambitiøse ungdomshold i landet. EFC eller Esbjerg Floorball Cup er navnet på den nye turnering. Det er Peter Hug, som også er idémand bag Aspero Stars, der er primusmotor på projektet og han fortæller her lidt om turneringen:
– EFC går ud på at lave et opstartstævne, hvor nogle at de stærkeste ungdoms/senior/liga hold får mulighed for at mødes. I forsøget på at efterleve at “lige børn leger bedst” prøves holdene at matches efter styrke, hvorfor der ikke tages direkte hensyn til årgangsinddeling. Eksempelvis kan et meget stærkt U15 drengehold møde et dameliga hold. Ønsket er læring, udvikling, kamptræning til gavn for floorball i Danmark indleder Peter Hug.
Ambitionen er ikke at vokse stævnet til et stor stævne, som vi kender fra Rungsted Cup og Landsstævnet, men derimod holde fokus på kvaliteten og outputtet fortæller Peter Hug:
– Intentionerne er ikke at stævnet bliver alt for stor, men jeg er super glad for den positive opbakning der har været allerede fra dag ét fra klubberne, og at vi i fælleskab har gjort stævnet til en realitet – fedt for floorballsporten.
Til en start, er det kun ungdomshold der deltager i stævnet, men Peter Hug fortæller at seniorhold også er velkommen, og åbner dermed op for at de bedste danske seniorhold igen kan mødes inden sæsonen, som vi tidligere har set med Hamlet Cup i Helsingør og Copenhagen Floorball Cup i København for år tilbage og tilmed møde udenlandsk modstand:
– Det er helt op til Liga holdene. Hvis de ønsker at deltage i opstartsstævnet kan vi arrangere dette, sammen. Vi havde rent faktisk tilmelding fra to stærke svenske hold, men desværre er de blevet bremset grundet covid-19. De har sagt, at de er super klar næste år, slutter Peter Hug af.
Esbjerg Floorball Club ligger i weekenden 21-23 august og spilles i EFI-hallerne i Esbjerg. Følgende hold deltager i dette års EFC:
- Esbjerg Sharks FC
- Benløse FC
- Frederikshavn Blackhawks
- Sunds Seahawks
- Copenhagen FC
- Sæby Floorball
- SEIF Tornados