OFFICIELT: DM-finale MVP skifter til oprykker

Jakub Lyskawa fra Benløse FC alene mod Mathias Saaby fra Frederikshavn Blackhawks i DM-finalen 2021. Foto: Thomas Krogh Photography

Rungsted-Hørsholm FK har leveret noget af en transferbombe i Select Herre Floorball Ligaen, hvor de netop har præsenteret den polske landsholdsspiller og DM-finale MVP Jakub Lyskawa, som i sidste sæson spillede for Benløse FCs danske mestre.

Lyskawa blev i DM-finalen i juni kåret til MVP i finalen, da han leverede fremragende tre mål i Benløses 5-3 sejr over Frederikshavn Blackhawks. Det er dermed en målfarlig herre oprykkerne fra Nordsjælland kan se frem til at få på holdet.

Til Rungsteds Facebookside fortæller Lyskawa om skiftet:

– Jeg glæder mig til at komme og spille for Rungsted-Hørsholm FK. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe klubben til at skabe så gode resultater som muligt med mine nye holdkammerater.