Optakt: 1. division Vest Damer

Hørning Floorball mod Esbjerg Sharks damer i 1. div vest. Foto: Privat

Frem mod sæsonstarten i 1. Division Vest Damer tager vi her et lille kig på de to kredse i Vest.

1. DIVISION – NORD

Der er i kreds Nord lagt op til en særdeles interessant duel om 1. pladsen mellem Aalborg Flyers FC og breddeholdene fra Fr. havn Blackhawks. Aalborg Flyers FC har valgt, at træde et skridt ned af trappestigen i forhold til sidste sæson, hvor holdet befandt sig i landets bedste række. Den ekstra erfaring fra den bedste række bør komme til udtryk mod mindre erfarne modstandere i 1. Division. Fr. havn Blackhawks er kendt for, at have en god floorballskole, så der er ingen tvivl om, at begge deres breddehold vil være med fremme i den kommende sæson.

Strandby/Elling IF og Grindsted & Uggerhalne IF er de sidste to hold i kredsen – Begge hold kan få det svært mod mere rutinerede spillere, men vil uden tvivl sørge for, at modstanderne skal kæmpe for sejren.

LÆS MERE: Optakt: 2. Division Vest Damer

1.DIVISION – MIDT/SYD

Tre tidligere ligamandskaber krydser klinger i den anden kreds i 1. Division Vest. Team Århus, Esbjerg Sharks og Odense FC har alle tidligere skabt fine resultater i landets bedste række og har derfor, som klub, en solid ballast i kufferten. De tre hold skal dog stå tidligt op, hvis de skal besejre sidste sæsons tophold fra Hørning IF. Hørning IF havde allerede inden nedlukningen sikret sig 1. pladsen i 1. Division Syd og må forventes, at være en stærk kandidat til, at kæmpe med om titlen i den kommende sæson.

Formand og træner for Hørning IF, Henning Sejer Jakobsen, udtaler sig positivt om den kommende sæson, selvom der har sneget lidt skader ind på holdet:

– Vi er udfordret i år, da vi har alt for mange skader. Specielt pokalkampen mod Frederikshavn gav nye skader, så i sæsonen 2020 har vi mange spillere, der skal spilles ind på holdet. Samtidig kører vi fire forskellige spillestile ind, som vi vil kunne tage i anvendelse alt efter modstander, samt hvad vi har til rådighed af spillere. Så vi ser frem til en ny sæson – og et næsten nyt hold.

Hørning IF vil i den kommende sæson gerne genvinde titlen, men har samtidig stor respekt for de øvrige modstandere:

– Vi vil rigtig gerne genvinde turneringen, men vi må også erkende, at vi møder nogle meget dygtige modstandere, hvor flere endda er forstærket markant op til denne sæson. Samtidig har vi rigtig mange nye spillere, der skal køres ind. Så hvis vi bare ender blandt de tre bedste i år, vil vi være rigtig godt tilfredse – og mindre kan også gøre det, fortæller Henning Sejer Jakobsen.

Hørning IF er en klub med et særdeles solidt sammenhold, hvilket kommer til udtryk både på og udenfor banen.

Det sidste hold i kreds 2 er Århus FK 2.