Optakt: Frederikshavn Blackhawks – Brønderslev Hot Shots

Frederikshavn Blackhawks fejre scoring i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

Denne uges TV-kamp på Sport Live er opgøret fra den vestlige del af Select Herre Floorball Ligaen. Frederikshavn Blackhawks tager i mod Brønderslev Hot Shots i Arena Nord.

Blackhawks går ind til kampen som kæmpe favoritter. Senest de to hold mødtes vandt dagens hjemmehold med hele 16-2. Det var i sæsonens første kamp.

De små succeser er vigtige

Frederikshavn Blackhawks vil komme med tre hele kæder, der vil kværne på ned mod Brønderslevs to kæder. Det vil naturligt skabe et fysiologisk overtag i slutningen af kampen. Men i og med at Blackhawks på papiret også er et stærkere mandskab, vil Brønderslev formentlig komme i problemer tidligt i kampen.

Derfor handler det om for Mattias Wennbring – svensk headcoach i Brønderslev – om at finde nogle delmål i kampen, som kan skabe de små succeser, der kan give noget motivation og gejst i holdet.

I seneste møde fik Brønderslev udlignet Frederikshavns tidlige føring relativt hurtigt. Kan gæsterne lykkes med at score et par mål i kampens første periode, kan de måske skabe noget momentum de kan tage med sig længere ind i kampen.

De skal præstere

Jacob Strøm bliver den mest rutinerede på backlinjen for hjemmeholdet i denne kamp. Både Rasmus Overgaard og Jesper Schmidt er tvivlsomme og kommer i hvert fald ikke til at spille hele kampen. Vigtigt at Strøm holder styr på troppen sammen med anfører Anders Tengnagel og ikke giver nogle lette mål op defensivt.

Brønderslevs kaptajn Nicolai Højen skal gå forrest igennem hele kampen. De øvrige spillere på holdet spejler sig i kaptajnens attitude, og det vil blive op ad bakke i store periode af kampen, og der er det vigtigt at gejsten og energien kan findes hos lederen på banen.

Sidste tre indbyrdes opgør i ligaen:

Brønderslev Hot Shots – Frederikshavn Blackhawks 2-16

Frederikshavn Blackhawks – Brønderslev Hot Shots 14-3

Brønderslev Hot Shots – Frederikshavn Blackhawks 6-7