Optakt: Frederikshavn Blackhawks – Vanløse Floorball

Foto: Helge Overgaard

Weekendens eneste kamp i mellemspillet står i mellem Frederikshavn Blackhawks og Vanløse Floorball. Kampen er også denne uges TV-kamp på Sport Live og den første nationale kamp i denne sæson.

Frederikshavn skulle have mødt Sunds Seahawks i midtugen, men den kamp er blevet udskudt. Derfor er det nordjydernes første kamp efter den lange corona pause.

LÆS MERE: Benløse FC sejrede efter vild 1. periode

Vanløse derimod, var i kamp mod Benløse i onsdags, den kamp blev yderst underholdende med hele 17 scoringer, som Benløse vandt med 12-5.

Vanløse lukkede hele ni mål ind i første periode, hvilket på ingen måde er tilfredsstillende for at den ambitiøse forstadsklub, men det bliver ikke let lørdageftermiddag, for niveauet af modstand er mindst lige så stærkt som i onsdagens kamp.

Begge hold vil angribe kampen med tre kæder, og derfor vil det formentlig blive med fuld fart over det lyse gulv i idrætshallen i Arena Nord. Frederikshavn Blackhawks er de klare favoritter, men spørgsmålet er om favoritterne har luret Vanløses meget aggressive spillestil, som det er første gang de stifter bekendtskab med i denne sæson.

LÆS MERE: Herreligaen: Benløse FC – Vanløse Floorball i tal

Det forventer vi: Hjemmeholdet Frederikshavn kommer til at styre kampen og det bliver Vanløse som det reagerende hold. Vanløse vil formenligt bakke lidt mere af i kampens indledning, for ikke at åbne for meget op bagude og dermed give den farlige Blackhawks-offensiv for gode arbejdsbetingelser.

Historikken: Det er første gang de to mandskaber mødes i flere år. Derfor skal det blive spændende om de to hold kan overraske hinanden med nogle taktiske indslag undervejs i matchen.

Statistikken: 9 baglæns mål i første periode i mod Benløse, er ganske enkelt uacceptabelt på dette niveau. Så Vanløse skal have fundet hullerne i defensiven og få dem lappet så det ikke gentager sig. Blackhawks scorede mere end 10 mål i snit i grundspillet, kan de gøre det igen, mod et aggressivt Vanløse-hold?

Hold øje med: Nicolai Flyvholm kunne godt være en mand der bare fortsætter sin fornemme offensive sæson i denne match. “Flyver” skal ikke bruge meget plads på at kreere en målchance for sig selv eller sine holdkammerater. Sofus Nielsen fra Vanløse kom ind efter første periode mod Benløse og stod en fremragende kamp, han skal være på dupperne igen lørdag.

Skader/karantæner: Frederikshavns Andreas Glad blev for over et år siden skadet med en brækket hofte. Den rutinerede landsholdsspiller er ikke 100% klar, men var på banen i en pokalkamp i efteråret. Står han måske klar, nu hvor det spidser til?

Kampen kan ses på Sport Live med kampstart kl. 14:00 i Idrætshallen i Arena Nord.