Pokaloptakt: Aab Floorball – Frederikshavn Blackhawks

Nicoline Pihl (Aab Floorball) i kamp i pokalfinalen 2020 mod Frederikshavn Blackhawks. Foto: Thomas Krogh Photography

Nordjysk floorballklassiker i en pokalsemifinale – det bliver ikke meget bedre. Det skulle da lige have været 4-500 tilskuere på lægterne i Brønderslev Hallerne. Vi må i stedet nøjes med livestream, når Aab Floorball og Frederikshavn Blackhawks tørner sammen kl. 11:30 lørdag formiddag.

Det har været tæt i de seks indbyrdes opgør der har været i mellem de to hold i Select Kvinde Floorball Ligaens grundspil. Fire sejre har Frederikshavn og to sejre er gået Aabs vej.

LÆS MERE: Pokaloptakt: Copenhagen FC – Rødovre FC

De to hold kender hinanden ud og ind, og med en finalebillet på spil, vil de to hold grave meget dybt for at tage sejren og finde de taktiske træk, som vil sikre sejren i sidste ende. Måske skal vi endda have overtid og straffeslag?

Aab har en stærk spids på holdet med Michell Knøsen, Caroline Christoffersen og Nicoline Pihl i offensiven, samt en række rutinerede spillere. Men bredden er et tema og kan blive et problem, hvis der opstår småskader undervejs i kampen.

Den manglende bredde vil samtidig betyde færre muligheder for at justere til for trænerteamet Knøsen/Dines, men mon ikke der er fuldt hold i en pokalsemifinale?

Frederikshavn kommer med deres hær af unge meget spændende spillere tilsat flere rutinerede spillere. Kollektivet skal føre Frederikshavnerne til sejr. Laura de Fries er holdets topscorer og hun vil tiltrække sig meget opmærksomhed, som måske giver plads til hendes holdkammerater.

Det helt store spørgsmål på Blackhawksholdet er, ser vi Helle Grønbech og Annika Bengtsson tilbage på banen? De har siddet ude i den sidste måned. Unægtelig noget af en x-faktor i denne kamp.

LÆS MERE: Søren Frederiksens Pokal Final4 tips

Det forventer vi: En helt lige match, hvor særligt Aab vil gå på spilvendinger og straffe et Frederikshavnerhold ude af balance. Kampen kan ske at blive et skakspil, hvis spillerne bliver “bange” for at tabe og dermed spille passivt og afventende.

Historikken: Som tidligere skrevet 4-2 i kampe til Frederikshavn i denne sæsons grundspil i ligaen. Men kan dette bruges til noget i en alt eller intet kamp? Formentlig ikke.

Statistikken: Målscoren i de seks indbyrdes kampe i sæsonen siger 45-30 i Frederikshavns favør. Aab lukker dermed 7,5 mål ind i snit, det er ret sikkert, at dette skal forbedres i semifinalen, hvis Knøsen og Co. skal have en chance for en finaleplads. Omvendt så ved Aab også de har kompetencerne til at score mod Frederikshavn. De beviste Aab da de vandt 10-7 på udebane i Frederikshavn i midten af marts.

Hold øje med: Det er stjernerne der skal funkle, når der er alt på spil. Det er der lørdag formiddag. Forvent derfor at se Laura de Fries fra Frederikshavn, med en fortid i Aab i sidste sæson, spille på højeste niveau, hun vil få assistance af Katrine K. Andersen der har været virkelig skarp i denne sæson i afslutterens rolle. Hos Aab vil anfører Caroline Christoffersen træde frem og i samarbejde med skarpretteren Nicoline Pihl være de offensive våben, der skal skabe problemer for Frederikshavn.

LÆS MERE: Thomas Boucharas Pokal Final4 tips

Skader/karantæner: Hos Frederikshavn er det helt store spørgsmål om de to rutinerede folk Helle Grønbech og Annika Bengtsson er med. Kæmpe boost hvis de to tidligere landsholdsfolk igen er omklædt, de har været ude i en måneds tid. Hos Aab har der været en del småskader i løbet af sæsonen, men alle burde være klar. Mest mærkbare fravær er tidligere landsholdskeeper Sara Lund, der har været ude hele sæsonen. Det er et kæmpe tomrum hun har efterladt sig. Især sådanne alt-eller-intet-kampe vil hendes rutine være savnet.

Streaming: Der er kampstart kl. 11:30 i Brønderslev Hallerne. Kampen spilles uden tilskuere, MEN KAN STREAMES VED AT TRYKKE PÅ DETTE LINK!