
I herrernes første semifinale er der en klar favorit, men på den anden side står et hold, som er gode til at holde kampene tætte, uanset hvor stærk modstanderen er. Frederikshavn Blackhawks er favoritten, som skal nedkæmpe det hårdtfightende Rødovre FC-hold, der har ligget stille i over 4 måneder.
LÆS MERE: Pokaloptakt: SEIF Tornados – Hvidovre Attack FC
Rødovre FC kvalificerede sig ikke til mellemspillet i Select Herre Floorball Ligaen og derfor skulle holdet i kvalifikationsspillet til ligaen. Kvalifikationsspillet er dog først startet op i sidste weekend, efter coronanedlukningen og derfor har Rødovre kun én kamp i benene inden dette vigtig opgør.
Frederikshavn derimod har spillet fire kampe i mellemspillet og var derudover i Esbjerg i søndags for at spille en træningskamp. Dermed er det noget af en forskel de to hold kommer ind til kampen med.
Frederikshavns bredde kan Rødovre dog ikke matche, men på topspillerne har Rødovre fint med spids, der på de bedste dage kan afgøre kampe, også mod de bedste hold. Rødovre vil få en stor opgave i at holde deres defensive struktur mod Frederikshavns tre rullende kæder, der vil ligge et højt pres og aldrig give pause til Rødovre uasnet om det sjællandske mandskab har bolden eller ej.
LÆS MERE: Rasmus Engelhardt Fries Pokal Final4 tips
Det forventer vi: Frederikshavn kommer til at være meget på bolden og vil når de ikke har bolden presse højt og hele tiden skabe uro. Rødovre har det okay med ikke at have bolden så meget, og ved også godt hvad der venter dem, spørgsmålet bliver om de kan holde den defensive struktur længe nok til at gøre det spændende. Det er kun denne ene kamp, hvor det hele skal flaske sig.
Historikken: De to hold har ikke mødt hinanden i flere år, men har begge stolte traditioner i forhold til at vinde titler i dansk floorball, derfor lugter det alligevel lidt af noget specielt når Frederikshavn og Rødovre mødes.
Statistikken: Bliver kampen tæt, så vil specialteams blive afgørende. Her var begge hold ultraskarpe i grundspillet. Frederikshavn havde imponerende 63% i effektivitet og Rødovre med næsten lige så flotte 55% i powerplay. I boxplay er der en større fordel til Frederikshavn der holder deres modstander fra at score i 71% af tilfældende de er i undertal. Rødovre ligger noget lavere på 58%.
Hold øje med: Hos Rødovre har Jannik Dalkvist været fremragende spillende hele sæsonen og landsholdsbacken har været instrumental både i fem mod fem men især også i specialteams. For Frederikshavn kan der fremhæves adskillige spillere. Dennis Torp er vigtig i det opbyggende spil og er også med i første powerplay formation hos Andreas Glads tropper.
LÆS MERE: Mikkel Skovs Pokal Final4 tips
Skader/karantæner: Rødovre var i stærkeste opstilling i sidste weekend mod Rungsted-Hørsholm FK og det samme kan siges om Frederikshavn, der har vekslet lidt i mellem de 18 markspillere der har været udtaget til kamptruppen i mellemspillet. Anders Kjær var ikke med i Vanløse, men mon ikke landsholdsmeriterede Kjær er omklædt og med på bænken hos Frederikshavn?
Streaming: Der er kampstart kl. 14:30 i Brønderslev Hallerne. Kampen spilles uden tilskuere, MEN KAN STREAMES VED AT TRYKKE PÅ DETTE LINK!