Redaktørens blog: Har Floorball Danmark en plan?

Foto: Privat

Den 24 maj 2020 lavede jeg en blog på baggrund af en række data om pigespillere rundt om i de danske floorball klubber. Her viste data at to af de fire bedste klubber herhjemme knap nok har pigespillere i klubben. Det ser jeg, som et stort problem, hvis vi skal kigge 5-10 år frem i tiden.

LÆS MERE: Redaktørens blog: Pigefloorballen halter i de danske topklubber

Dameliga produktet sejler, og har reelt ingen sportslig relevans før vi rammer semifinalerne i slutspillet. Det er hammer ærgerligt, for en sportsgren, som floorball, hvor mulighederne for at skabe et unikt produkt er mange og umiddelbart ligger lige foran os, hvis vi samarbejder.

Desværre har der i mange år været en tendens i damernes liga, at spillerne samler sig i få klubber og dermed totalt udvander produktet. Det har både klubberne og spillerne ansvaret for.

MEN, hvor er forbundet? Floorball Danmark, som er valgt af klubberne skulle gerne gå forrest med en strategiplan, så klubberne har nogle guidelines at arbejde efter, som kan skabe vækst og flere pigespillere.

Jeg ved da den nye bestyrelse konstituerede sig, at der blandt andet blev uddelt et ansvarsområde der hed “Pige floorball”, men jeg har endnu ikke set en decideret strategi for pigeområdet, på trods af det ellers var noget som blev nævnt som et fokus område.

LÆS MERE: BLOG: Flere piger og mere sjov fastholder ungdomsspillerne

Så kan man godt argumentere for at der nu er to pigerækker U11 flex og U13 flex, men det er kun på Sjælland. Hvad med den vestlige del af landet? Frederikshavn Blackhawks buldrer afsted, men ingen andre virker til at kunne få rigtig fat i pigerne og åbenbart slet ikke dameliga klubberne, som jo burde have nogle ekstra stærke ressourcer at trække på i og med der render dygtige kvindelige floorballspillere rundt i klubben.

Jeg rettede derfor henvendelse til Floorball Danmarks bestyrelse, med fire spørgsmål, som egentlig skulle være ret lige til at svare på, HVIS man har en plan. De fire spørgsmål var:

Jeg har talt med nogle klubber, som savner en klar strategi/vision på pigeområdet i Floorball Danmark. Flere nævner at det var et punkt, som den nye bestyrelse ville gøre noget ved da de satte sig for to år siden. Har Floorball Danmark en strategi/vision klar? Eller hvornår forventes den at være på plads?

Selvom der sker mange gode ting rundt om i klubberne i forhold pigefloorball, så er der flere af ligaklubberne der end ikke har et pigehold, ja nogle har ikke en eneste pigespiller, er det noget i kigger på at koble sammen, at man skal have gang i pigearbejdet for at kunne deltage i slutspillet om det danskemesterskab fx?

I har valgt at genoprette U19 pigelandsholdet, til trods for at det vil koste mange penge, kunne de penge ikke være brugt bedre på at skabe aktiviteter, marketing og konsulent bistand til klubberne til at kunne tiltrække og fastholde flere pigespillere? Det er jo ganske få U19landsholdet er aktuelt for og man får vel ikke flere pigespillere fordi man har et U19 landshold?

Helsingør Floorball Team og Rungsted-Hørsholm Floorball Klub sendte i februar et forslag ind til Floorball Danmark om at evaluere U11 pigerækken og kigge på hvordan man kan sikre mere lige kampe, ud fra devisen “lige børn leger bedst” og dermed fastholde flere spillere, kan du sige lidt om hvad i er kommet frem til af tanker på den baggrund?

LÆS MERE: BLOG: Floorball klubberne skal turde gå længere

Spørgsmålene blev sendt d. 27 maj 2020 til Floorball Danmarks bestyrelse. Jeg har efterfølgende rykket tre gange, og hver gang fået at vide, at der nok skulle komme svar på spørgsmålene.

Svarene er dog fortsat ikke kommet og man kan frygte at der reelt set ikke er en plan, men at man arbejder lidt på må og få, med et område, der på sigt skal være hjørnestenen i floorballsportens fremtid og samtidig danne grundlag for landshold og et mere spændende ligaprodukt.

Landshold og ligaprodukt er ret sekundært at snakke om lige nu, når grundlaget ikke er der, for fremtiden.