Redaktørens blog: Wauw, sikke en start!

Foto: Privat

Floorballportalen.dk er i luften!

Et projekt der er arbejdet på de sidste par måneder, hvor jeg har brainstormet, tænkt tanker og forsøgt at skabe et overblik over mulige scenarier. Frygten var til en start, om der var opbakning til en sådan side.?Ville der være læsere? Hvor længe kan jeg drive dette site alene, uden hjælp?

Ja der var mange spørgsmål. Alle ovenstående spørgsmål er besvaret inden for de første 72 timer, floorballportalen.dk har været i luften! Interessen har været enorm, fra flere kanter. Mange klubber og Floorball Danmark har været søde til at dele siden på Facebook, det har på ingen tid, katapulteret sidens følgerskare op på næsten 650 følgere. Det er ganske enkelt fremragende!

LÆS MERE: RETRO: Nordjysk floorballpige løb med den olympiske ild

En ting er dog at folk liker/følger ens side, men er de nyheder, som bliver lavet så interessant nok til at folk gerne vil læse dem? Og der må jeg konstatere, at det er de. Over 10.000 sidevisninger de første 72 timer, er så fedt. Flere nyheder bliver delt rundt omkring på klubbernes Facebooksider, hvilket er SÅ vigtigt for at vi kan skabe opmærksomhed på sporten. Det skal fortsætte!

Jeg har sendt information ud til ALLE klubbers formænd i weekenden. Heri ønskede jeg mig allermest at de ville dele floorballportalen.dk og de nyheder der bliver lavet, især dem som vedrører deres egen klub.

Derudover blev klubberne bedt om at sende nyheder ind til floorballportalen. På den måde gør det mit liv en hel del nemmere, da jeg ikke skal bruge det meste af den tid jeg bruger på projektet på at scanne nettet for nyheder. Det giver forhåbentlig et bedre slutprodukt.

VI TAGER EN SÆSON AF GANGEN

Planen for floorballportalen.dk var at give projektet et års tid, for at se om grundlaget for at lægge så mange timer i en hjemmeside er tilstede. Dét er stadig planen, selvom siden er kommet rigtig godt fra start.

LÆS MERE: Ledertalent forløb skal skabe hele mennesker

Heldigvis behøver jeg ikke bekymre mig så meget om at skulle producere nyheder alene den næste tid. Flere har henvendt sig om at ville hjælpe på den ene eller anden måde. Det skal sættes i system i den nærmeste fremtid. Vi kan dog stadig godt bruge flere hænder, det vil sige, sidder du og har lysten til at vil bidrage, enten med nyheder eller billeder, så hører jeg gerne fra dig, så ser vi på mulighederne.

MEGET MERE END BARE LIGA

Floorballportalen.dk er og bliver meget mere end bare Selected Floorball Ligaen for damer og herrer. Vi vil gerne forsøge at nå hele vejen rundt. Derfor gør det mig også glad at jeg her kan annoncere at vi de næste par uger åbner op for vores Blog-sektion, hvor tre personer ind til videre, har sagt ja til, at komme med deres indspark til tre forskellige områder i floorballsporten, som de mener bør belyses. De tre områder er:

  • Fastholdelse af teenagere
  • Streaming
  • Floorball i Sønderjylland

Jeg er rigtig spændt på hvordan dette bliver taget i mod. Sidder du og gerne vil komme med et indspark eller har noget på hjerte, som du kunne tænke dig at dele, så tag fat i mig.

FLOORBALLPORTALEN.DK’S VISION

  • at skabe en platform for floorballnyheder i Danmark.
  • at blive “hjemmebane” for de bedste floorballrækker for damer og herrer.
  • at brande sporten på bedst mulig vis.

SAMARBEJDSPARTNERE

Vi har allerede indgået en samarbejdsaftale med Floorball Fabrikken derudover har fotograf Thomas Krogh Photography indvilliget i at stille knivskarpe fotos til rådighed. Du kan finde mange flere fede fotos fra Thomas lige HER! Hop ind og giv Thomas et like for hans meget flotte billeder.

Tak for støtten og god påske 🙂