
SEIF Tornados har overrasket positivt i Select Herre Floorball Ligaens mellemspil. Holdet tog en flot sejr over Hvidovre Attack FC på udebane og har derudover spillet flotte kampe mod Frederikshavn Blackhawks og Vanløse Floorball.
Mark Reinert, træner for Tornados er dog også tilfreds når han kort gør status på de første tre kampe i mellemspillet:
LÆS MERE: Vanløse Floorball sejrede i det nordjyske skydetelt
– Vi kan vel være fint tilfredse alt i alt indtil nu: Tre kampe på seks dage er hård kost for drengene, men en sejr i Hvidovre, et (i vores verden) smalt nederlag til Frederikshavn, med 1-3 de sidste 40 min. Og så naturligvis kampen mod Vanløse, hvor chancen for sejr bestemt var tilstede, er alt i alt godkendt. Mod Vanløse spillede vi med fem mand under 18 år fra start, så fremtiden er i hvert fald sikret.
På trods af de gode indsatser i de første kampe, holder Mark Reinert benene solidt plantet på jorden, og er meget bevidst om at det er et ungt hold han arbejder med, selvom drømmen er en plads i semifinalerne:
LÆS MERE: Herreligaen: SEIF Tornados – Vanløse Floorball i tal
– For os handler det nu om det samme, som det hele tiden har gjort: Erfaring. Vi har mange unge spillere, hvor disse kampe er guld værd for deres udvikling. Så vi skal lære af de hårde kampe mod gode modstandere, men derfor går vi bestemt stadig efter en plads i semifinalen. Gjorde vi ikke det, er sådan et mellemspil ligegyldigt.