
Rungsted-Hørsholm FK i Select Herre Floorball Ligaen opruster uden for banen, inden den kommende sæson i landets bedste række. Den nordsjællandske klub har tilknyttet den tidligere U19-landstræner Michael Dahl West som assistent træner til cheftræner Peter Hjermind.
Michael Dahl West har faktisk været tilknyttet klubbens bedste herrehold i løbet af forårets oprykningsspil også, og dermed er han ikke helt fremmed for truppen i den kommende sæson. Dahl West har udover sin tid som U19-landstræner også været inde over Copenhagen FCs to liga hold, hvor han senest var assistent for Mattias Hacke Johansson i forrige sæson.