Rygtebørsen: – To store talenter tager næste skridt i karrieren

Kalle Tamminen fra Copenhagen FC, med bolden bag mål i en kamp mod Hvidovre Attack FC i SFL 20/21. Foto: Thomas Krogh Photography

Floorballportalen.dks rygtebørs samler alle de bedste rygter et sted. Sidste år havde vi en utrolig høj hitrate på vores rygter, og det forventer vi at kunne levere igen i denne “Silly Season”!

Kalle Tamminen: Copenhagen FC -> Malmø FBC:

Finske Kalle Tamminen der har huseret i den danske liga de sidste 3-4 sæsoner, skulle efter vores oplysninger være en mulighed i Malmø FBC, der lige har hentet danske Jonas Nordheim. Noget kunne tyde på at de svenske øjne for alvor er rettet mod Danmark denne sommer. Tamminen skal så vidt vi hører fra flere kanter prøvetræne med Allsvenskan-klubben i denne uge. Men derfra og så til en endelig aftale, kan der godt være et stykke vej. Spændende om det 18 årige stortalent rykker til Sverige og næstbedste række.

Emil Kajgaard: Strandby Tornados -> Frederikshavn Blackhawks:

Årets fund 2021 Emil Kajgaard kunne meget vel skifte til DM-finalisterne fra Frederikshavn Blackhawks denne offseason. Strandby har tidligere sendt hans storebror Kasper Kajgaard den vej, og med Emil Kajgaards flotte sæson, virker det til at være det naturlige næste skridt, hvis der er hold i rygterne. Et stort tab for Strandby der må dykke ned i puljen med talenter og finde et par nye navne frem der kan få chancen i ligaen.