SEIF Tornados i spændende samarbejde med IBK Göteborg

Foto: SEIF Tornados

Efter en længere proces grundet Covid 19, så kan Strandby nu offentliggøre et spændende samarbejde med den svenske klub, IBK Göteborg. Formand for Strandby, Jonas Sørensen, sætter her nogle ord på processen omkring samarbejdet:

– Vi har i en længere periode forsøgt, at skabe kontakt til klubber i Gøteborg. Så pludselig for et års tid siden lykkedes det, under en tur til Gothia Cup. Linda, der er bestyrelsesmedlem i SEIF Tornados, kom i snak med et medlem af IBK Göteborg og de blev enige om, at gå videre med ideen. Det hele gik desværre lidt i stå, da alt blev lukket ned. Men nu håber vi meget på, at vi snart kan besøge vores svenske venner.

Formanden håber, at den nye aftale med IBK Göteborg kan føre til blandt andet faste besøgsaftaler:

– Vi håber meget, at det nye samarbejde, kan udvikle sig til faste besøgsaftaler flere gange i løbet af sæsonen – Så flere af vores hold kan mødes og spille mod hinanden. Og vi som klubber kan lære af hinandens erfaringer.

Oscar Björk fra Strandby tager i den kommende sæson turen til det svenske for, at studere og spille floorball. Jonas Sørensen fra Strandby ser gerne, at flere spillere tager det samme skridt:

– Det ville da være helt kanon, hvis flere af vores spillere, fik så meget smag for floorball, at det udmøntede sig i et eventyr i Sverige – For at studere og blive endnu bedre til at spille floorball. Det vil vi, som klub, til hver en tid bakke op om.