Simon Lehnert fortsætter i Vanløse Floorball

Foto: Thomas Krogh Photography

Vanløse Floorball har sikret deres måske vigtigste brik frem i mod den kommende sæson. 19-årige Simon Lehnert tager endnu en sæson i barndomsklubben. Han har de seneste par sæsoner taget kæmpe skridt i sin udvikling og belønningen kom for alvor, da han blev udtaget til det dansk A-landshold til VM-kvalifikationen i Frederikshavn.

LÆS MERE: Vanløse skal have ny træner

Her fik Lehnert spilletid i næsten alle kampe, og gik ind og løste de opgaver han fik fint. Vanløse kan nu kigge fremad. Der har nemlig været stor efterspørgsel på den unge back og med rette.

Selv siger Simon Lehnert om forlængelsen:

– Moderklubben er noget særligt og hjertet er da lilla – jeg føler at jeg forsat kan udvikle mig meget her på holdet og i klubben. Vi har det fedt socialt som hold og vi arbejder hårdt for hinanden og forhåbentlig kan vi tage et skridt op i tabellen allerede næste sæson.