
Kiggede man ned over kamprapporten hos Frederikshavn Blackhawks, da de lørdag eftermiddag tabte 4-7 på hjemmebane til Århus FK, var det et lidt andet hold end før sommerferien, som gik på banen til sæsonens første kamp.
Udover pointmaskinen, Laura de Fries, der i sommerferien offentliggjorde et skifte til Malmø FBC, var der også fravær af fem andre meget rutinerede spillere fra sidste sæsons semifinalehold. Men på trods af nederlaget, var holdets nye træner, Søren Frederiksen, overordnet set tilfreds med kampen:
– En flot 1. og 3. periode, hvor vi spiller med høj disciplin, hvilket gør det svært for Aarhus at komme til afslutninger. I den offensive ende kom vi med et tryk, der gjorde det svært for Århus at spille sig ud af, hvilket gør mig fortrøstningsfuld for fremtiden.
LÆS MERE: Dameligaen: Fr. havn Blackhawks – Århus FK i tal
Til kampen var der debut til fem unge piger på ligaholdet, og gennemsnitsalderen for spillerne i kampen var også kun på 16,9 år! Og det kan uden tvivl være noget af en mundfuld at skulle op imod sidste års DM- sølvvindere, hvilket også viste sig i 2. periode, hvor der er 15 minutter, hvor det bare ikke lykkes at lukke ned for Århus’ kontraer og spil foran mål:
– Det er klart, vi skal lære ”at sætte prop i” når vi rammer vores bundniveau og ikke lade det trække 15 min, som i lørdags, hvor Århus kynisk sætter 6 mål.
Der var mange gode ting der kan arbejdes videre med og nogen ting som skal udvikles på, og alle skal lige finde hinanden på holdet. De fem debutanter spillede alle en rigtig fin kamp, og der var også assist til kun 13-årige Esther Thomsen:
LÆS MERE: Filippa Granlund: – Vi var ikke klar fra start
– Alt i alt en kamp vi kan tage noget godt med fra, men naturligvis skal vi ikke være tilfreds med at tabe, slutter Søren Frederiksen. Og allerede mandag aften har Frederikshavn Blackhawks muligheden for at få lidt oprejsning, når de skal en tur til Herning.