Status: SEIF Tornados

Foto: SEIF Tornados

Floorballportalen.dk tager alle klubberne i herrernes Select Floorball Liga under lup tidligt i preseason. Det er begrænset hvad der er meldt ud fra de forskellige klubber, derfor må der tages forbehold for at denne optakt ikke er helt opdateret, når du læser den.

Hold: SEIF Tornados

Placering i grundspil vest: Nr. 4

Placering i op- og nedrykningsspil vest: Nr. 2

Topscorer top3 (grundspil + mellemspil):

  1. Jonas Johansen 22 points (12 mål + 10 assister)
  2. Jacob Olsen 13 points (11 mål + 2 assister)
  3. Dennis Torp 11 points (5 mål + 6 assister)

LÆS MERE: Ny cheftræner til SEIF Tornados

Kort om sæsonen:

SEIFs første sæson i Select Floorball Ligaen. Det blev til et mere end godkendt grundspil, som var rigtig tæt på at kaste en billet til mellemspillet af sig. Sølle to points manglede det unge mandskab fra Frederikshavn-provinsen, fra at matche Brønderslevs pointtotal. Som det ofte er kendetegnet ved et ungt og urutineret hold, så kan der være store udsving. SEIF var ingen undtagelse. Flotte sejre over Brønderslev og Aab blev afløst af et giga-nederlag til Frederikshavn Blackhawks på 20-2. Det piller dog ikke ved at Tornados leverede flot samlet set. Unge og meget talentfulde spillere som Emil Kajgaard og Casper Eiersted i målet har fået vigtig erfaring.

I op- og nedrykningsspillet blev det en kamp med Brønderslev om førstepladsen i puljen. På trods af de to hold havde vundet en kamp hver i efteråret, var Brønderslev en tand skarpere end Tornados i kvalifikationen. Tornados præsterede dog en sikker andenplads og hele 80 mål fremad på kun syv kampe. Flot offensivt output af det gulklædte mandskab.

LÆS MERE: Mark Reinert: – Vi skal i mellemspillet

2020/2021 sæsonen:

Holdet er fyldt med mange egenproducerede spillere ledt an af den dygtige keeper Casper Eiersted og Emil Kajgaard. Anfører Jonan Johansen udfylder sin rolle godt, han skal i den kommende sæson fortsætte med at lede an i offensiven, men nok også tage et endnu større ansvar defensivt. Det er i defensiven der kan hentes flest procenter i udviklingen i holdet. Kan Tornados skabe et stærkt fundament i defensiven uden at miste for meget offensivt, så ligger der helt sikkert flere sejre og venter.

Mark Reinert er ny træner i det nordjyske og det skal blive spændende hvad den unge træner kan få ud af holdet. Måske han også kan trække en rutineret spiller eller to med til Strandby, som vil øge bredden en smule?

Tilgange:

Mark Reinert(træner) – Aab Floorball

Afgange:

Jonas Risom(træner) – U19-landsholdet(ass. træner, Danmark)