Strandby sikkert videre – Sæby leverede overraskelsen

SEIF Tornados fejrer en scoring i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

Der blev i weekenden spillet to kampe i 3. runde af herrernes pokalturnering, samt en enkelt kamp hos damerne.

Hos damerne var Aalborg Flyers på besøg hos Odense FC, og her blev det til en sejr for udeholdet fra Aalborg. Flyers vandt kampen 4-2, efter en stærk anden periode, hvor gæsterne scorede tre gange uden modsvar fra hjemmeholdet.

14-årige Laura Lentz blev pokalhelt for Aalborg Flyers da hun scorede to gange.

Nordjysk overraskelse til Odense FC

Hos herrerne tog Sæby Floorball fra 2.division i mod Odense FC fra 1.division. Kampen leverede en artig overraskelse, da det blev hjemmeholdet fra Sæby der tog billetten til kvartfinalerne.

Det blev en intens og hård fight de to hold i mellem og i løbet af kampen måtte kampens dommere i dømme 11 2-minutters udvisninger.

På måltavlen fik gæsterne fra Odense den bedste start, da de kom foran 1-0, Sæby fik udlignet inden første pause, blot for at se Odense bringe sig foran på ny med 2-1 i anden periode.

Men herfra fik hjemmeholdet fat om kampen. Først kom udligningen til 2-2 inden tredje periode. Og i den første halvdel af sidste periode trak Sæby fra med to scoringer til 4-2.

Den føring fik gæsterne aldrig hentet og så var pladsen i kvartfinalen booket for 2.divisionsmandskabet.

I Starup havde de lokale Ducks besøg af ligaholdet SEIF Tornados. Her var der ikke meget slinger i valsen fra storfavoritterne fra Strandby. Tornados snuppede en stensikker 14-0 sejr og er dermed også videre til kvartfinalerne i pokalturneringen.