Sunds Seahawks: – Hvis vi spiller, er det under protest

Cheftræner for Sunds Seahawks FC, Mathias Nordmann. Foto: Helge Overgaard

Tidligere på ugen bekræftede Floorball Danmark at både Select Kvinde- og Herre Floorball Ligaen starter op igen. Men det er ikke alle hold, som er begejstret for at starte op igen.

I den midtjyske Select Herre Floorball Liga-klub Sunds Seahawks FC, ser man med bekymring på den genstart, der er lagt op til i starten af marts måned, fortæller cheftræner Mathias Nordmann:

– Vi har igennem hele denne proces udtrykt bekymring for at spille, da vi ganske enkelt ikke mener det giver mening. Vi har lige nu mere end en håndfuld spillere, som ikke ønsker at spille, af den ene eller anden personlige årsager. Derudover er der ikke nogen jeg kender til i Floorball, der har det som deres primære job. Vi kan derfor godt bede folk om at se så lidt mennesker som muligt, men vi alle skal jo passe vores arbejde og her kræver det for flere spillere i vores klub såvel som andre klubber, at vi skal være sammen og se andre.

LÆS MERE: Disse coronakrav skal ligaklubberne løfte

På et møde i sidste uge, aftalte Floorball Danmark og ligaklubberne i både kvinde og herreligaen en protokol, som skulle danne grundlag for at kunne genoptage ligaerne i marts måned, men Mathias Nordmann og Sunds mener ikke at protokollen er ordentlig gennemtænkt i forhold til man vil sammenligne sig med professionelle sportsgrene:

– Floorball er i denne aftale med DIF sidestillet med professionelle sportsgrene, men i protokollen for floorball lægges der op til at der ikke skal anvendes omklædningsrum og man skal være omklædt inden man møder i hallen. Mon ikke det kan skabe lidt udfordringer for de hold der har langt til kamp. Værst er det nok for Strandby, når de skal rejse 600km til Vanløse og måske ikke har mulighed for at klæde om, ej heller når kampen er slut? Protokolen lægger op til at, vi skal tage en test en gang om ugen. Denne test giver i mine øjne kun en falsk tryghed. Det gør den fordi den kun giver et øjebliksbillede, men testen må tages en uge før kamp, hvilket gør, at man kan nå at få virus flere gange inden man kommer i hallen.

LÆS MERE: Ligaerne starter igen – Final4 flyttes til april

– I uger med en midtuge kamp vil man kunne blive smittet til kamp onsdag blive testet efter til kampen om lørdagen, men grundet inkubationstid på 4 dage, er det ikke sikkert, at man bliver testet positiv. Dette er nogle af de argumenter, som gør, at det ikke give mening at bruge alle de ressourcer på at teste. Sidst men ikke mindst kan jeg slet ikke forstå, at man mener at staten skal finansiere forsættelsen af vores sport i denne tid. Alene i vores mellemspil med hold på omkring 20 mennesker vil det kræve 1.200 tests herudover kommer slutspil, finale samt dameligaen. Derfor giver det ikke mening for mig at forsætte før man mener, at det er forsvarligt at spille uden tests.

Mathias Nordmann er lige nu i tvivl om hans hold stiller op til mellemspillet, og skulle det ske, bliver det, som situationen er lige nu, under en form for protest:

– Som situationen er nu, så er jeg ikke klar over om, vi stiller op, og hvis vi gør, bliver det ikke med vores gode vilje før, der bliver lempet på de generelle restriktioner. Vi har valgt at gøre det frivilligt for vores spillere om de ønsker at møde op til floorball, da de ikke skal føle sig utrygge. Vi tager en drøftelse med hele truppen og finder ud af, hvor hver enkelt står. Vi kan håbe på at restriktioner lempes og det i vores verden bliver legitimt og sikkert at spille floorball igen. Men siden alle klubber blev enige om at lukke ned er restriktionerne ikke ændret. Nu vil alle klubber så spille igen – Jeg har svært ved at se, hvad der har ændret sig. Det kan virke som om tålmodigheden er sluppet op, selvom det netop er denne regeringen beder os at bibeholde.