
Hafnia FC leverede noget af et comeback, da de søndag besøgte Benløse Floorball. En af de helt store profiler i kampen var Tine Sand Bergvold, der leverede et hattrick i 3. periode. Hun har stor respekt for de unge piger fra Benløse, men er også rigtig stolt af holdet, som får sig kæmpet tilbage i kampen.
– Benløse spiller godt i dag og gør det bestemt ikke let for os. De har nogen hurtige unge spillere som løber og arbejder godt på banen – det er også derfor vi kommer bagud med 4-1. Vi giver ikke op selvom vi er bagud, vi knokler røven ud af bukserne til sidste fløjt. Det beviser også, at vi står sammen som hold og ingen er stærkere end det svageste led.
Og netop det at få scoret to hurtige mål imod sig i den sidste periode så man er bagud med tre mål, kan godt være lidt en spand koldt vand i hovedet. Men der er Tine også rigtig stolt af, at holdet får hevet sig selv op igen efter det. Og så var hun jo også selv en af dem som brandvarm i 3. periode.
– I starten af 3. periode tager vi timeout, hvor vi aftaler at dække mand/mand og det er ligesom her vi begynder at få spillet til at lykkes og får sat nogen hurtige scoringer ind bag Benløses ellers velspillende målmand. For mit vedkommende bidrager jeg med et hattrick – sindssyg dejlig følelse at få spændingen tilbage i kampen, som vi heldigvis vinder 5-6.
LÆS MERE: Dameligaen Øst: Søndagens kamp i tal
I denne sæson skiftede Tine til Hafnia FC fra Rødovre, som desværre ikke lykkedes med at få gang i deres damehold efter sæsonpausen. Men hun er også rigtig glad for skiftet, hvor hun nu har fået meget mere ansvar på holdet.
– Jeg er ny spiller i Hafnia og kommer fra det netop lukkede Rødovre damehold. Jeg er glad for mit skifte til Hafnia, som giver mig meget mere spilletid, hvilket jeg ikke fik i Rødovre. Så det er utrolig dejligt at vise, at jeg stadig godt kan spille floorball på elite niveau og score mål når det gælder.
Og hun kunne næsten heller ikke ønske sig en bedre sæsonstart, end den hun har fået for sin nye klub
– Jeg har scoret mål i de tre kampe jeg har spillet for Hafnia, så det må siges at være en drømmestart jeg har fået. Det er sindssyg dejligt at få mere ansvar og muligheder for stadig at udvikle mig som floorballspiller og jeg håber jeg kan fortsætte den gode start, jeg har fået i denne sæson.