Vanløse: Formentlig en spillende cheftræner

Foto: Vanløse Floorball

Oven på Marck Lundbergs exit i Vanløse, har den københavnske klub måtte kigge ind i en fremtid, hvor en ny cheftræner skal overtage ansvaret for det meget unge og talenfulde hold.

Lundberg nåede at være i spidsen for Vanløse Floorballs bedste herrehold i over fire sæsoner, i samarbejde med Alexander Sundsfjord. Ligaansvarlig i Vanløse Thomas Lunau udtaler over for Floorballportalen.dk at Marck Lundberg har været og fortsat vil være en vigtig faktor af udviklingen i Vanløse:

LÆS MERE: Ung forward fra Århus FK til Vanløse Floorball

– Jeg vil starte med at sige, at samarbejdet med Marck Lundberg har været fantastisk godt og han har ansvaret for at have løftet klubbens unge trup over de sidste sæsoner. Marck stopper som del af en aftale med klubbens ledelse, men vil fortsat støtte og hjælpe klubben med sparring og rådgivning om blandt andet træner udvikling.

Vanløse har tidligere i denne uge præsenteret den første nye tilgang i form af Otto Hernandez der kommer til fra Århus FK, men der forventes yderligere forstærkning til det unge mandskab:

– Vi arbejder med en klar ambition om at forstærke truppen med to til tre rutinerede og dygtige spillere, der kan tilføre holdet rutine og ro og være med til at udvikle de unge talentfulde spillere på holdet. Derudover ønsker vi at forstærke holdet med en, to til tre yngre dygtige spillere, der kan få erfaring med ligafloorball og vokse med truppen de kommende sæsoner. Vi kommer også til at forstærke holdet med en ekstra keeper. Klubben er i tæt kontakt med en række spillere, og er så småt begyndt at lukke aftaler – Otto Hernandes er en af de unge nye Vanløsespillere og inden længe begynde vi at melde mere konkret ud med flere spillere.

LÆS MERE: RYGTEBØRSEN 30/4

På trænersiden kommer der naturligt også til at ske ting og sager. Marck Lundberg er i Allsvenskan med Åstorp/Kvidinge og Alexander Sundsfjord bliver placeret i en mere tilbage trukket rolle, hvor han skal koncentrere sig om udvikling og støtte ungdomstrænerne i klubben og styrke processen fra de ældste ungdomshold til ligaholdet:

På trænersiden i klubben har vi forstærket vores U18 trænersetup med Daniel Hedegaard og Stefan Stamp. Målet er at bygge en tættere forbindelse mellem U18 og Liga. For at lukke “hullet” efter Marck er det målsætningen at udvide trænerstaben med en hovedtræner, der forventeligt bliver en spillede træner, to assisterende trænere, hvor den ene skal arbejde fokuseret med at styrke de unge spillere mentalt og derigennem ruste og udvikle dem til tempoet og det fysiske spil i ligaen. Alt i alt forventer vi en trup og et trænersetup, der vil kunne løfte holder videre på den sportslige rejse, som klubben og Marck begyndte for fire sæsoner siden, og som er skræddersyet til udvikling af en ung trup. Det er rigtig spændende og vi har store forventninger til kommende sæson, slutter Thomas Lunau af.