
Det blev en herlig indledning på VM-kvartfinalen for Danmark mod storfavoritterne fra Tjekkiet, hvor Martin Lytje approach med at være så aggressive så muligt viste sig at være en god ide.
Godt nok var tjekkerne mest på bolden, men det var Danmark, som fik første store mulighed til den danske virvelvind Frida Mainz Olsson der var meget tæt på at sende bolden i kassen til en overraskende dansk føring.
Kort efter var Frida Mainz Olsson på spil igen, men endnu engang blev det lige ved og næsten.
Nogle minutter senere, skete der så det, som det danske hold kunne have håbet på. Ert sublimt udkast fra Mette Thorsager i det danske mål, sendte Frida Mainz Olsson afsted, og med en fræk dribling kom hun helt fri i slottet.
Men i stedet for afslutte denne gang, sendte hun kuglen videre til en helt fri Sara Mainz Olsson der i første omgang missede ud på den store mulighed, men i anden omgang fik sendt bolden ind over den tjekkiske keeper. 1-0 til Danmark.
De danske kvinder kæmpede som krigere i forsvaret foran en flyvende Mette Thorsager, der lykkedes med at redde alle bolde der kom ind mod det danske mål.
Desværre kostede en dansk fejl med knap fem minutter tilbage af første periode en tjekkisk udligning. Martina Mørch blev presset og fik sendt en pasning ind mod det danske slot og her var tjekkerne over bolden og fik ekspederet den i mål.
Kun få øjeblikke senere, slog tjekkerne til igen. Denne gang mod den danske tredjekæde, som blev fanget i en omstilling. 2-1 til Tjekkiet.
Fik Danmark en drømmestart på første periode, så blev afslutningen på perioden ikke meget dårligere. Først leverede Mette Thorsager en god redning i forsvaret, og i den anden ende benyttede 18-årige Anna Habersatter sit første skift i kampen til smadre bolden op i nærmeste målhjørne til 2-2. Dansk udligning og pause.
Tjekkiet skruede op for intensiteten i anden periode og leverede et par gedigne tacklinger på de danske spillere samtidig med at det også blev til en tidlig 3-2 scoring.
Starten rystede dog ikke de danske spillere og Laura de Fries leverede en fremragende backchecking og vandt selv bolden, og løb direkte ned mod det tjekkiske mål og sendte bolden i mål til 3-3. Ny dansk jubel.
Tjekkerne var tydeligt frustreret over de genstridige danskere. Det gik ud over Mette Thorsager i det danske mål, som blev ramt i hovedet af en tjekke for anden gang i kampen. Thorsager kom dog på benene igen.
Midtvejs i anden periode kom Tjekkiet på 4-3, og det var efter en tjekkisk solopræstation, hvor danskerne nok også gerne ville have investeret lidt mere i nærkampene, inden bolden blev sendt i mål.
Kort efter kom Tjekkerne på 5-3 efter en mønsterangreb, hvor den danske tredjekæde igen måtte indkassere et mål i mod.
Det danske hold ville dog ikke lægge sig ned og Anna Habersatter sendte endnu en kanonkugle i kassen til 5-4 et par minutter senere. En ren drømmekasse fra den danske forward.
Hvis man ikke blev underholdt på dette tidspunkt, så blev underholdningsværdien øget yderligere hen mod slutningen af perioden.
Først kom Tjekkiet på 6-4 efter en scoring, hvor bolden studsede en tjekkisk sko og gik i mål. Protester fra de danske spillere, men ingen hjælp fra dommerne.
Danmark tog sagen i egen hånd for at få retfærdighed. Frida Mainz Olsson fandt Cecilia Di Nardo foran Tjekkiets mål. Den danske kaptajn blev passet op af en tjekkisk back, men det forhindrede ikke Di Nardo i at score sit 54. mål ved VM og bringe Danmark på 6-5.
Inden Danmark kunne gå til en yderst velfortjent pause måtte Mette Thorsager lige hive en monsterredning op af hatten helt inde på mållinjen.
Danmark indledte tredje periode med et powerplay, desværre havde danskerne svært ved at komme frem til de helt åbne chancer og derfor klarede Tjekkiet frisag fra det danske overtal.
Efter Tjekkiet var blevet fuldtallig, overtog Tjekkiet for alvor kampen. De danske spillere begyndte hænge lidt efter, og det gav Tjekkiet en del mere plads på Danmarks halvdel.
Mette Thorsager i målet var dog på plads i flere omgange. De tjekkiske spillere trykkede dog endnu mere til og det kostede en to minutters udvisning til Klara Fjorder med cirka otte minutter igen.
Og den udvisning blev rigtig dyr, for Tjekkiet brugte kun 20 sekunder på at bringe sig på 7-5. Ærgerlig udvikling så sent i kampen, for de danske kvinder, som havde slidt og slæbt ind til nu.
Hen i mod slutningen tog Danmark Timeout, for at forsøge at få etableret et pres mod Tjekkiet. Desværre blev det mere danskerne der kom til at løbe efter tjekkerne.
Med godt et minut tilbage af kampen blev Mette Thorsager trukket ud af målet og erstattet med en ekstra markspiller. Det lykkedes faktisk Danmark at lægge et pres på Tjekkiet til sidst, men kræfterne slap op for danskerne der leverede en heroisk indsats hele kampen igennem.
Kampens spiller

#1 Mette Thorsager
Hvilken kamp af Mette Thorsager. De mange mål i mod gør slet ikke den danske superkeeper retfærdighed efter en monsterkamp af århusianeren.