Alliancen København dansk mester efter kæmpe drama!

Foto: Floorballportalen.dk

En propfyldt Frederiksberg Hal dannede rammen om DM-finalen i herrernes Unihoc Liga i mellem Hvidovre Attack FC og Alliancen København.

Det blev en højintens indledning på kampen. Begge hold skiftedes til at have et par løs chancer, i mens der var masser dueller hele tiden.

Mathias Glass blev første mand på måltavlen efter ca. 4 minutter. Alliancen-stjernen kom i høj fart ned over midten i højre side og sendte et hårdt skud forbi Mike Trolle til 1-0.

Minuttet efter fik Hvidovre muligheden i overtal og det udnyttede et af ligaens bedste powerplay. Vasek Cernoch udlignede for Hvidovre via en first timer fra kanten.

1-1 holdt ikke længe, før der igen var bud efter netmaskerne. Alliancens Mathias Hørby sendte kuglen helt op i hjørnet på et drøn af den anden verden. 2-1 til Alliancen. Hørby var dog ikke færdig.

Et par minutter efter 2-1-scoringen strøg den lille hurtige wing afsted i et hurtigt opløb, hvor han tog træk uden om en Hvidovre back, og alene med Mike Trolle svigtede Hørby ikke. Et lille håndledssvirp og 3-1 til Alliancen København.

Herfra var det som om de to hold trådte på bremsen. Tempoet faldt en smule og det mere organiserede floorballspil begyndte at fylde.

Kun et par gange i de sidste ti minutter af første periode var der rigtig bud efter de to holds keepere og derfor kunne Alliancen gå til pause med 3-1.

Modsat første periode blev anden periodes indledning mere rolig. Ingen af holdene havde travlt med at komme frem over banen, og så blev det lidt fastlåst.

Det hele eksploderede dog efter godt 5 minutter, da Frederik Kobberup mister bolden til Mathias Hørby foran eget mål. Hørby lægger bolden af til Mathias Glass der klinisk sender bolden helt op i målhjørnet til 4-1.

En tre-målsføring på dette tidspunkt virkede som en stor føring i kampen. Den holdt ikke længe. Marko Krogsgaard reducerede for Hvidovre efter han samlede en retur fra Vasek Cernoch op tæt under mål og sendte bolden op i nettaget til 4-2.

Hvidovre kom endnu tættere på, da Christian Holmsteen brød igennem på venstre kanten og sendte bolden i mål til 4-3.

Målet gav masser momentum til Hvidovre, men Alliancen var godt på plads defensivt. Og netop spillet uden bold, blev nøglen for Alliancen i forbindelse med næste scoring i kampen.

Frederik Kobberup drev bolden frem, men på vej på tværs af banen blev han brudt af Mathias Hørby, som lagde bolden tilrette for Mathias Glass der tæskede kuglen ind til 5-3, med sit tredje mål i kampen.

Kobberup fik dog gjort lidt af skaden god igen. Med 20 sekunder tilbage af anden periode bragte han Hvidovre på 5-4, ikke en dum note at gå til pause på.

Tredje periodes indledning blev et sandt fest fyrværkeri, hvis man kan lide mål. Alliancen bragte sig på 6-4 og 7-4, målene blev sat ind af Jonas Nordheim og Simon Møller. De to mål kom med under 30 sekunders mellemrum.

I forbindelse med 7-4 målet fik Jonas Nordheim 2+10 minutters udvisning for usportslig opførsel. I det efterfølgende powerplay scorede Hvidovre til 7-5 ved Marko Krogsgaard.

Hvidovre nåede dog ikke at nyde scoringer særlig længe, før den var gal i deres defensiv. Simon Lehnert trampede op igennem midten og langt ude fra strøg hans skud ind i Hvidvore-målet bag Mike Trolle til 8-5.

Hele 4 mål på 1,5 minut. Klasse underholdning.

Ved midtvejs mærket i tredje periode fik Hvidovre igen tændt håbet om et comeback da Vasek Cernoch slog en retur ind fra et Frederik Kobberup skud langt ude fra til 8-6.

Hvidovre fik endnu mere liv da Frederik Kobberup reducerede til 8-7 med 5 min igen.

Presset steg hen i mod slutningen på Alliancen, efter Hvidovre trak målmanden for at spille seks mod fem. Lige netop Hvidovre har haft stor succes med det i denne sæson.

Og succesen fortsatte. Frederik Kobberup satte ind med en vanvittig individuel præstation der blev afsluttede med at Vasek Cernoch blev spillet helt fri til scoring med kun 15 sekunder tilbage af tredje periode!

I kampens overtid skulle vi helt frem til 6. spilleminut før afgørelsen. Simon Møller afgjorde kampen med et skud helt op i hjørnet og KÆMPE jubel i Frederiksberg Hallen.

Stort tillykke til Alliancen København med det danske mesterskab 24/25. Det første i klubben historie!