Benløses DM-finalister fra sidst sæsons Unihoc Ligaen for kvinder er kommet flot fra start i den nye sæson. I tirsdags vandt midtsjællænderne på udebane mod Alliancen København med 8-3 og igen i dag på udebane var der også fuld pointhøst til Benløse FC.
På udebane mødte Benløse, Copenhagen FC der spillede deres første kamp i Unihoc Ligaen i denne sæson. Gæsterne fik en ganske fremragende start på kampen.
Allerede inden uret havde rundet 1 minut, var gæsterne i font med 1-0 og det blev gradvist bedre og bedre for Benløse i løbet af første periode. Til første pause kunne David de Fries’ hold tage en solid 4-0 føring med ud.
Anden periode blev lidt mere lige, omend det stadig var Benløse som havde taktstokken. 4-0 blev til 6-1 i løbet af anden periode, inden udeholdet lukkede kampen helt ned i tredje periode med yderligere fire scoringer til slutresultatet 10-1.
Benløses Laura de Fries leverede 2 mål og 2 assister i kampen.
