Fredag morgen tikkede en kedelig nyhed ind fra Brønderslev Floorball Club. Klubben har valgt at trække sig fra Unihoc Ligaen for herrer.
En ærgerlig udvikling for den traditionsrige nordjyske floorball klub, der over de sidste mange år har genopbygget sin ungdomsafdeling, og i den netop afsluttet sæson, vandt U17 DM guld for drenge, og samtidig var i kvartfinalen i Unihoc Ligaen, hvor det blev til en god præstation på trods af holdet tabte 3-0 i kampe til Benløse FC.
Den primære årsag til at klubben nu må trække deres ligahold, ligger i at mange af Brønderslev FCs spillere er blevet rekrutteret til andre ligaklubber og det har holdet ikke kunne erstatte disse afgange indefra, på trods af en god ungdomsafdeling. Derfor trækkes ligaholdet nu for den kommende sæson.
Det er anden holdtrækning frem i mod den kommende sæson i Unihoc Ligaen, tidligere har Strandby Tornados også trukket deres hold.
Brønderslev FCs udmelding kan du se i fuld længde nedenfor:
Det er med stor beklagelse, at Brønderslev Floorball må meddele, at vi har truffet den svære beslutning om at trække vores Herre Liga-hold fra sæsonen 2025/26.
Efter mange års dedikeret indsats med ungdomsudvikling har vi endelig set vores unge talenter blomstre og tage ansvar på højeste niveau. Desværre har denne succes også medført øget opmærksomhed fra andre klubber, og vi har i år oplevet, at flere af vores nøglespillere er blevet rekrutteret væk til den kommende sæson. Det har haft en direkte og afgørende betydning for vores muligheder for at stille et konkurrencedygtigt hold.
Vi er stolte af den rolle, vi har spillet i udviklingen af unge spillere og af den tillid og det ansvar, vi har givet dem. Det understreger vigtigheden af at investere i ungdomsarbejde, så klubber i højere grad kan udvikle egne talenter og skabe en stærk, lokal forankring.
I floorballmiljøet ser vi en tendens til, at det ofte er lettere at hente spillere udefra end at bygge hold op indefra. Det er en udvikling, der giver anledning til refleksion over, hvordan vi bedst styrker talentudviklingen i hele sporten for den overlevelse.
Men vi giver ikke op….
Tværtimod vil vi nu samle kræfterne og styrke fundamentet. Vi fortsætter det målrettede arbejde med vores mange unge talenter og ser frem til at vende stærkere tilbage til LIGAEN – med et hold og en klub, der bygger på fællesskab, udvikling og venskab.
I den kommende sæson stiller vi op i 2. division og har samtidig fuldt fokus på hele vores ungdomsafdeling – ikke mindst vores stærke U17-hold, som fortsætter det gode samarbejde med Hørby Efterskole.
Tak til alle, der har bakket os op. Vi vender tilbage.
Bestyrelsen
Brønderslev Floorball
