Copenhagen FC vender tilbage til kvindeligaen

Foto: Copenhagen FC

Kort før den igangværende sæson startede tilbage i august, i kvindernes Unihoc Liga, måtte Copenhagen FC trække sig. Der var ikke fundament til et hold i ligaen.

Nu er der midlertidigt kommet nye boller på suppen, i den Valby-baserede floorballklub, hvor et nyt trænerteam er blevet præsenteret. Det bliver det nuværende Rødovre FC-trænerteam Niels Pedersen og Simone Jørgensen, som skal stå i spidsen for Copenhagen FC i den kommende sæson.

Trænerteamet siger følgende om den kommende sæson i deres nye klub:

– Vi har en klar ambition om, at flere af vores egne talenter på sigt skal udvikle sig til at blive en fast del af førsteholdet – vi vil gerne være med til at styrke og udvikle fødekæden. Det er en vigtig del af vores identitet og både vores og klubbens langsigtede strategi. Nu går vi i gang med at bygge et setup, hvor vi arbejder målrettet mod at etablere os i toppen af dansk kvindefloorball.

LÆS OGSÅ:  Målrig weekend i herrernes mellemspil

Duoen står netop nu overfor en semifinaleserie med deres nuværende klub Rødovre FC, hvor modstanderen er Frederikshavn Blackhawks.