Copenhagen tog revanche ude mod Rungsted

Foto: Floorballshotsdk

Rungsted-Hørsholm FK og Copenhagen FC mødtes kort inden landsholdspausen i kvindernes Unihoc Ligaen. I den kamp vandt Rungsted med 8-6 efter en underholdende og tæt kamp.

Onsdag aften mødtes de to hold så igen, og det blev endnu en gang tæt og ganske nervepirrende i kvindernes Unihoc Ligaens eneste midtuge kamp.

Hjemmeholdet kom bedst fra start og scorede kampens første to mål. Føringen holdt til pausen, omend Copenhagen FC havde fået reduceret til 2-1 lige inden pausen.

I anden periode var det med omvendt fortegn. Udeholdet fra Copenhagen kom bedst fra start og både udlignede til 2-2 og bragte sig også foran med 3-2. Rungsted fik dog udlignet til 3-3, kort efter gæsternes førings mål.

3-3 inden tredje periode og begge hold havde alt at spille for i en kamp, som havde hele 7 udvisninger undervejs. Copenhagen gik fra 3-3 til 7-3 i de første 10 minutter af tredje periode, på dette tidspunkt lignede det en afgørelse.

Men det blev mere end spændende hen i mod slutningen. Rungsted satte en slutspurt ind og reducerede Copenhagens føring til 1 mål, efter de scorede tre gange i kampens sidste tre minutter.

Rungsted kom ikke tættere end 7-6 på tavlen, og måtte se Copenhagen tage de 3 points med hjem til Valby. Med sejren rykker Copenhagen FC væk fra sidstepladsen i stillingen, som nu overtages af Aarhus FK.