Drama i Sunds, sejre til Copenhagen og Rødovre

Foto: Copenhagen FC

Der blev spillet tre kampe lørdag eftermiddag i herrernes Unihoc Ligaen. Vi starter rundturen i “Smilets by” hvor Aarhus FK havde besøg af Rødovre FC.

Gæsterne fra Rødovre kom først på tavlen, men føringen holdt lige godt et minut, så havde hjemmeholdet udlignet. Rødovre kunne dog tage en føring med sig ind i omklædningsrummet efter første periode, da Otto Jørgensen scorede sit andet mål i kampen til 2-1 for udeholdet.

Kampen var tæt hele vejen igennem de 60 minutter, men det var udeholdet, som havde den nødvendige skarphed til at gøre en forskel, og det gjorde de så med et mål i anden og et i tredje periode, til kampens resultat 4-1.

I Sunds havde Seahawks besøg af Benløse FC og det blev yderst underholdene, og meget spændende helt til slut. Benløse var første hold på tavlen i matchen, stillingen var dog i hjemmeholdets favør ved første pause. Sunds førte 3-1.

Benløse kæmpede sig hurtigt tilbage med to scoringer i anden periodes indledning. Begge mål kom fra tilbagevendte Malthe Stuckert, der efter en længere pause igen var klar for Benløse.

Lige omkring midtvejsmærket i anden periode gik det pludselig meget tjept. De to hold skiftede til at scorer og udvekslede fire scoringer med hinanden på bare 4 minutter, også var stillingen 5-5. Sunds kunne nok en gang tage momentum med ind til pause, da de i undertal bragte sig på 6-5 ved Jonas Højmark.

Dramaet og underholdningsværdien fortsatte i tredje periode med at stige. Hjemmeholdet blev ramt af to udvisninger, kort efter hinanden ved stillingen 6-6 og de to udvisninger konverterede Benløse til at bringe sig på 8-6 knap 10 minutter inde i tredje periode.

Hvis man tænkte det var afgørelsen på kampen, så blev man klogere. Sunds kom tilbage med i kampen efter en udligning fra Morten Handgaard på straffeslag med ét minut tilbage af tredje periode. Selvsamme Handgaard var også manden med den afgørende 9-8 scoring med kun 20 sekunder tilbage.

En på mange måder vanvittig afgørelse på en kamp som blev ved med at give.

Sidste match lørdag eftermiddag blev spillet i Valby, hvor Copenhagen FC havde besøg af Esbjerg Sharks FC. Hjemmeholdet var spilstyrende og det dominerende hold i store perioder af kampen, og endte med at vinde komfortabelt med 8-1.