
Efter wekeendens kampe i herrernes mellemspil i Unihoc Ligaen, kan der nu noteres en historisk tæt stilling, hvor nummer 5 Frederikshavn Blackhawks har 1 point op til førstepladsen Sunds Seahawks.
Frederikshavn Blackhawks spillede i weekenden to udekampe på Sjælland. Lørdag eftermiddag var nordjyderne på besøg hos grundspilsvinderne i øst, Benløse FC.
Hjemmeholdet havde muligheden for at sætte sig på førstepladsen i mellemspillet, hvis det kunne blive til bare ét point i kampen. Sådan gik det dog ikke, det blev Frederikshavn, som rendte afsted med alle tre points via en 4-1 sejr og en solid præstation.
Søndag eftermiddag var det Hvidovre Attack FCs tur til at have Frederikshavn på besøg. Hvidovre har haft et svært mellemspil, med kun én sejr, og det blev der ikke ændret ved mod Frederikshavn.
Frederikshavn fortsatte de gode takter fra kampen mod Benløse, og spillede sig til en sikker 12-6 sejr i Avedøre Idrætscenter, og samtidig kun 1 point fra førstepladsen i mellemspillet, med en kamp mindre end Sunds Seahawks.
Netop Sunds Seahawks vandt også i weekenden. Rungsted-Hørsholm FK var værter for det vigtige opgør om førstepladsen i mellemspillet, som netop Rungsted sad på inden kampen.
Det blev gæsterne, som kom bedst fra start og tog en 2-1 føring med ind til anden periode. Her udbyggede Sunds deres føring til 6-2 efter anden periode. Føringen kom i tredje periode aldrig i fare, selvom hjemmeholdet fik reduceret et par gange til resultatet 7-4 til Sunds, der nu indtager førstepladsen i mellemspillet, dog med samme antal points som både Rungsted-Hørsholm FK og Benløse FC.
Hold | Kampe | Målscore | Points |
1. Sunds Seahawks | 7 | 44-40 | 15 |
2. Rungsted-Hørsholm FK | 7 | 44-38 | 15 |
3. Benløse FC | 6 | 32-31 | 15 |
4. AaB Floorball | 7 | 43-43 | 14 |
5. Frederikshavn Blackhawks | 6 | 36-23 | 14 |
6. Hvidovre Attack FC | 8 | 27-42 | 2 |