Benløse FC må vinke farvel til en af holdets største profiler de sidste 2-3 sæsoner i herrernes Unihoc Ligaen. Det står klart efter Mathias Mortensens transfer til Allsvenskan og IBK Lund er gået igennem.
Mortensen har trænet med hos IBK Lund i opstartsfasen til denne sæson og spillet flere træningskampe for holdet i den svenske universitetsby. Indsatsen har nu udmøntet sig i en aftale i Sveriges næstbedste række. Mortensen er ikke officielt blevet præsenteret af IBK Lund selv, men hans skifte er registreret på IFFs internationale transferliste.
Hos IBK Lund bliver Mathias Mortensen holdkammerat med en anden dansk landsholdsspiller. Kalle Tamminen er også skiftet til Lund inden denne sæson. Tamminen kom fra FC Helsingborg, som rykkede ud af SSL i sidste sæson.
Benløse har inden denne sæson præsenteret den svenske verdensstjerne Linus Nordgren, men nu rejser en anden offensiv profil altså den anden vej over Øresundsbroen.
