I slutningen af maj meddelte de danske mestre i herrernes Unihoc Ligaen Alliancen København, at de, efter at have vundet 1. division med deres 2.hold , ville rykke dette op i Unihoc Ligaen.
Det affødte straks en masse offentlige reaktioner fra flere ledende klubfolk i andre ligaklubber i Facebookgruppen “Floorball i Danmark”.
Her stod det klart at der var stor modstand til at Alliancen København kunne rykke deres andethold op i ligaen, med argumenterne at det ville være skadeligt for sporten og konkurrenceforvridende.
Efter Floorballportalen.dks oplysninger, fra flere kilder, har diskussioner foregået væk fra Facebook siden, og blandt andet blev emnet taget op på det seneste ligaudvalgsmøde for en uge siden. Her var modstanden uændret.
Modstanden fra samtlige øvrige ligaklubber, har indtil nu ikke fået Alliancen København til at trække deres oprykning af 2.holdet, og turneringsudvalget(TU), som er den højeste instans i Danmarksturneringen, fastholder at reglerne er fulgt, og derfor ikke vil blokere for oprykningen af Alliancen Købehavns 2.hold.
Årsagen til at TU og Alliancen København mener at reglerne er på plads, skal findes i at det hold som under Alliancen København-navnet, blev danske mestre i maj måned, spiller under Vanløse Floorballs licens, og det kommende hold i ligaen, vil komme til at spille under FF Københavns licens.
Derfor er det ifølge reglerne okay, da der er tale om to forskellige klubber.
Modstanden mod Alliancen København vil dog ikke forstumme. Floorballportalen.dk er kommet i besiddelse af et åbent brev til Turneringsudvalget og Floorball Danmarks bestyrelse, som blev sendt i slutningen af sidste uge, med alle herreligaklubber, undtaget Alliancen København, Copenhagen FC og Strandby Tornadoes, som underskrivere, hvori det redegøres for, hvorfor der er så stor uenighed omkring et ekstra Alliancen København hold i ligaen.
Du kan læse brevet i sin fulde længe nedenfor:
Åbent brev til bestyrelsen i Floorball Danmark fra Liga-klubberne
Kære bestyrelse i Floorball Danmark,
Vi skriver til jer som repræsentanter for Liga-klubberne i dansk floorball, fordi vi ønsker at tage ansvar for udviklingen af sporten og styrke det fællesskab, vi alle er en del af.
Vi mener, at udviklingen af sporten skal ske ved at skabe stærkere og flere klubber — ikke ved at centralisere hos enkelte store klubber eller klubfællesskaber. Derfor ser vi med stor bekymring på muligheden for, at en klub eller et samarbejde mellem flere klubber kan stille med flere hold i ligaen.
Efter vores opfattelse modarbejder denne udvikling de mål, vi som fællesskab har arbejdet for i årevis. Det underminerer sportens bæredygtige vækst og skaber skævvridning i konkurrencen. Vores bekymringer er følgende:
• Det styrker kun de største klubber og underminerer de mindre klubbers ungdomsarbejde og rekrutteringsgrundlag.
• Det skaber konkurrenceforvridning ved at give enkelte klubber en sportslig fordel og bedre position på bekostning af helheden.
• Det åbner for sportslige konflikter, da forskelligartede interesser internt i en klub/samarbejde kan påvirke integriteten af ligaens sportslige afvikling.
• Det devaluerer Liga-produktet, hvis 2. hold eller tilmeldingshold får adgang til ligaen, da ligaen bør være et eliteprodukt drevet af bæredygtige klubmiljøer med bredde og ungdomsarbejde bag sig.
Det har aldrig været intentionen bag regelsættet, at det skulle kunne bruges til at give to ligahold fra samme klub/fællesskab adgang til ligaen. At tillade dette vil gå direkte imod det arbejde, vi sammen har lagt i at sikre, at et ligahold er forankret i en klub med en sund ungdomsafdeling.
Hvis det åbnes op for, at et hold på en selvstændig licens får adgang uden et sådant fundament i egen ret, undermineres hele grundlaget for den sportslige udvikling og bæredygtighed, vi ønsker at fremme.
Vi ønsker som udgangspunkt ikke en diskussion af hvad reglerne tillader, da det er en diskussion uden vindere.
Vi ønsker det der er bedst for vores sport og håber/tror der vil blive lyttet til os.
Samtidig er det i god tråd med dialogen på repræsentantskabsmødet, at LIGA klubberne i fællesskab skal tage et større ansvar for ligaen.
På den baggrund opfordrer vi bestyrelsen — som sportens øverste myndighed — til at lytte til liga-klubberne.
Vi ser frem til en konstruktiv dialog og en beslutning, som sikrer, at vi sammen fortsat udvikler floorballen i Danmark på et bæredygtigt grundlag.
Med venlig hilsen,
Liga-klubberne i Floorball Danmark
Blackhawks, Brønderslev, AaB, Sunds, Århus FK, Esbjerg, Benløse, Hvidovre, Rødovre og Rungsted. (Mangler svar fra Copenhagen og Strandby)
