Hvidovre Attack FC har måtte vinke farvel til fire spillere fra deres hold i herrernes Unihoc Ligaen i de sidste par uger. Dermed står sidste sæsons sølvvindere noget svagere på papiret i forhold til det hold som stod på banen i DM-finalen i maj måned.
Med den store udskiftning der er lagt op til, har Hvidovre nu valgt at sætte en ny retning for deres herreliga hold, hvor der nu satse endnu mere på egne unge spillere, tilsat rutinerede topspillere og dygtig træner. Det melder vestegns klubben ud på deres facebookside i dag under overskriften “Hvidovre bygger nyt hold – og satser ungt”.
I spidsen for det “nye” hold skal klubbens nuværende U17 træner Jesper Hansen være. Jesper Hansen har en lang baggrund som topspiller i inlinehockey. Med over 20 år erfaring, kender han til krav, mentalitet og træning, som det kræver at være med på topplan, lyder det videre i pressemeddelelsen fra Hvidovre, der samtidig åbner op for at alle med lysten til at være en del af det nye projekt i Hvidovre, skal kontakte klubben.
Hvidovre Attack FC har i en lang årrække været en del af toppen i dansk floorball, med flere DM og pokalfinaler over de sidste 20 år og har en stor ungdomsafdeling. Det skal derfor blive spændende at følge Hvidovres rejse tilbage til toppen af dansk floorball på herresiden.
