
Det danske U19 herrelandshold er taget en tur til Polen, hvor de skal op i mod Tjekkiet, Sverige og Slovakiet i den indledende gruppe. Første kamp blev spillet torsdag aften og her mødte Danmark Tjekkiet.
Tjekkiet har vundet VM for U19 hold, 2 ud af de sidste 3 gange VM har været afholdt. I dagens kamp fik Danmark lidt af en drømmestart. Kasper Jerup bragte Danmark på 1-0 efter kun 50 sekunder af kampen. En bedre start kunne Danmark ikke have bedt om.
Føringen til Danmark holdt helt ind til det 8. spilleminut, før et selvmål sendte Tjekkiet på tavlen til 1-1. Udligningen fik desværre for alvor sat tjekkerne i gang og favoritterne sendte yderligere 3 bolde i kassen kort efter til en 4-1 føring efter første periode.
I anden periode viste tjekkerne voldsom effektivitet, hvor de sendte 5 mål i kassen på kun 10 skud, Danmark lagde sig dog ikke ned og kom også frem til flere offensive chancer, som ikke blev konverteret.
Med en føring på 9-1 inden 3. periode, var kampen afgjort. Tjekkerne cruisede kampen hjem til en 13-1 sejr over Danmark, som gjorde hvad de kunne, men overmagten var for stor.
Næste kamp for Danmark er fredag mod Slovakiet kl. 19:00, kampen kan streames via IFFs app mod betaling.
Bedste spiller for Danmark blev backen Magnus Krogh.