Rungsted sejrede i vild første semifinale

Foto: Floorballportalen.dk

Der var masser af mål, masser af intensitet og flotte detaljer, da Rungsted-Hørsholm FK og Hvidovre Attack FC indledte deres semifinaleserie lørdag eftermiddag.

I en spillemæssig lige første periode der endte 2-2 var det som om at hjemmeholdet fra Hvidovre var en smule oven på i tanke og handling uden at de rigtig kunne gøre forskellen.

I anden periode kom forskellen på måltavlen. Kampen bølgede frem og tilbage, men Hvidovre bragte sig foran 4-2 efter to hurtige scoringer i den første halvdel af perioden.

Rungsted fik reduceret til 4-3, men inden anden periode sluttede, havde Hvidovre bragt sig på 5-3. En to-måls føring virkede stor på dette tidspunkt især fordi Mike Trolle i Hvidovres mål virkelig storspillede i de sidste minutter af anden periode, hvor Rungsted flere gange var marginaler fra at reducere.

LÆS OGSÅ:  Alliancen slog Esbjerg og er i kvartfinalen

Gæsterne startede tredje periode godt ud og satte sig på spillet, men i stedet for en reducering, slog Kenneth Danielsen kontra og satte kuglen uimodståeligt i kassen til 6-3.

Rungsted fortsatte dog ufortrødent og pressede Hvidovre langt tilbage på banen. Spilovertaget udmøntede sig også i et par reduceringer kort efter hinanden inden midtvejs mærket i tredje periode var nået.

Man siger mål giver energi, og det var hvad der skete for Rungsted. Især de svenske spillere i Rungsteds førstekæde viste deres store betydning for nordsjællænderne, da de stod for alle mål Rungsted scorede i dagens kamp.

Med 6 minutter igen faldt udligningen fra Rungsted, Andreas Bremer tæskede kuglen i kassen, på dette tidspunkt var gæsterne totalt dominerende.

LÆS OGSÅ:  Rødovre FC tog sejren mod Aarhus FK

Dominansen kastede også to føringsmål af sig. To gange på spilvendinger slog Rungsted til og bragte sig foran med 8-6. På dette tidspunkt var der kun lidt over to minutter tilbage på uret.

5 ubesvaret mål fra Rungsted og nede med to mål på tavlen, trak Hvidovre deres målmand og genvandt noget momentum med den ekstra markspiller.

Vi skal kun en uge tilbage for at finde et Hvidovre comeback på to mål i kampens døende sekunder, så intet var på dette tidspunkt afgjort.

Med sin reducering knap et minut før tid til 8-7 gav tjekkiske Vasek Cernoch hjemmeholdet lidt håb, men efter scoringen fik Rungsted lukket Hvidovre ned og kunne tage kamp 1 i serien, hvor stillingen nu er 1-0 i kampe til Rungsted.