
Lidt afhængig af hvordan man anskuer historien, så er det første gang Alliancen København står i en DM-semifinale for herrer. Tilbage i 2021 stod Vanløse Floorball, som er en del af Alliancen i DM-semifinalen, men tæller det?
Spørgsmålet er fuldstændig irrelevant i forhold til det der skal foregå på banen, når Benløse FC står klar til face off på lørdag til kamp 1 i semifinaleserien.
Mellemspilsvinderne fra Benløse har set solide ud det meste af sæsonen og nu skal det blive spændende om Alliancen kan holde det høje niveau offensivt fra deres kvartfinale mod AaB Floorball.
Om serien: Benløse spiller med 3 kæder, der næsten er lige gode, omend der er lidt mere power i deres førstekæde. Alliancen har også spillet med tre kæder det meste af sæsonen, men da det hele skulle afgøres mod AaB i kamp 4 og 5, gik københavnerne ned på 2 kæder. Benløse er et stærkt defensivt hold, med en god struktur og så er de meget stærke på kontra. Alliancen besidder enorme individuelle kompetencer, hvor sammenhængen, i perioder forsvinder helt og mange fejl opstår. Til gengæld spiller Alliancen med stor appel i angrebet hvor der bliver skudt for alle vinkler og opstår der en løs mulighed i midtzonen bliver bolden aldrig slået tilbage, men i stedet jagter man scoringen. Det blev gjort med stor succes mod AaB.
Benløses nøglespiller: Mark Bertram i målet bliver meget vigtig. Bertram har stået solidt igennem sæsonen og har et rigtig højt niveau. Får han god hjælp af forsvaret foran ham, kan Alliancen godt får svært ved at lave mange mål, som formentlig vil kræves for at vinde, grundet deres defensiv. Mark Bertram har desuden et rigtig godt udkast, som kan blive et farligt våben til at fange Alliancen fremme på banen. Storspiller Bertram, så har Benløse mere end en god chance for at vinde serien.
Alliancens nøglespiller: Det oplagte valg ville være at kigge på Mathias Glass, som leverede 20 points i kvartfinalen. Men vores nøglespiller for Alliancen bliver keeper Lasse Majland. Majland skal sammen med Alliancen defensiven steppe et niveau eller to op i semifinalen. Benløse kommer ikke til at give lige så mange chancer væk som AaB, derfor kan Alliancen ikke forvente de kan lave 7-9 mål i hver kamp. Det betyder også at der skal lukkes væsentlig færre mål ind, for at have en chance for at vinde kampene, her får Majland en meget vigtig rolle. Majland skal diske op med flere af de redninger man ikke kan forvente han tager, hvis han skal være med til at gøre en forskel.
Floorballportalen.dks tip: Benløse vinder 3-1 i kampe
Læsernes tip: 57% af læserne tror Benløse vinder serien.
Hvem vinder semifinaleserien?
- Benløse FC (57%, 129 Stemmer)
- Alliancen København (43%, 97 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 226
