Stort dansk nederlag til Polen

Foto: Michael Peter/IFF

Kun 4 timer efter det blev til et 6-2 nederlag til Letland, var de danske kvinder i ilden igen ved 6Nations turneringen i tyske Naumburg.

Fredag aften var det Polen som var modstander, et hold som Danmark må forventes at skulle kunne spille helt lige op med til VM. Sådan blev det ikke fredag aften.

De polske kvinder fik en forrygende start på matchen og var allerede foran med 4-0 efter knap 8 minutter.

Om det var tunge danske stænger fra den tidligere kamp skal være usagt, men faktum er også at polakkerne spillede et par timer tidligere end Danmark, og har altså haft lidt mere hvile.

Polen udnyttede tre ud af fire danske udvisninger i kampen til at score og til slut måtte Danmark sande et stort 10-2 nederlag til Polen. For Danmark scorede Esther Thomsen og Smilla Hundevadt. Bedste dansker i kampen blev Esther Thomsen.

Den tredje kamp ved 6Nations venter lørdag eftermiddag klokken 13:00 mod værtsnationen fra Tyskland.