Svensker ny træner i Frederikshavn Blackhawks

Foto: Frederikshavn Blackhawks

Kort før denne sæsons slutspil skulle til at starte, meddelte Oliver Bjørk at han ikke ville fortsætte som cheftræner for Frederikshavn Blackhawks hold i herrernes Unihoc Liga efter sæsonen var afsluttet.

Det betød at de tidligere tredobbelte danske mestre skulle på trænerjagt, hvor sportschef Thomas Lodberg straks rettede fokus mod Sverige for at lede efter kandidater.

Jagten har nu båret frugt. 52-årige Jonas Boväng fra Sverige bliver ny træner i Frederikshavn Blackhawks på en 2-årig aftale, som løber frem til 2027. Boväng flytter til Danmark 1. juli.

Jonas Boväng kommer til Danmark med et flot CV.  I Sverige har han stået i spidsen for IBF Örebro og sikret oprykning til herrernes Svenska Superligan (SSL), og han har været cheftræner i Allsvenskan for Gävle GIK. Han har også haft stor succes med IBK Lockerud Mariestads damehold i Allsvenskan, som han to gange har kvalificeret til oprykningsspillet om at komme i SSL.

LÆS OGSÅ:  Sådan vælges der til herrernes semifinaler

Sportschef Thomas Lodberg fortæller til Frederikshavn Blackhawks facebookside:

– Vi har været igennem en lang proces for at finde den helt rigtige træner, der passer med de værdier og de ambitioner, vi har for vores herrehold. Det har været vigtigt at finde den rette person frem for et CV – og det er jeg sikker på, vi er lykkedes med her. Jonas Boväng er en træner med høj taktisk forståelse og en enorm grundighed i sit arbejde. Han er velforberedt, stiller krav – og han har blik for, hvordan man bygger et hold op, både sportsligt og menneskeligt. Han har samtidig fokus på den enkelte spillers udvikling og lægger vægt på, at spillerne er lige så godt forberedte, som han selv er. Jonas har allerede set samtlige af vores kampe fra sidste sæson og har en tydelig plan for, hvad han vil arbejde med. Det fortæller mig alt om, hvilken træner vi har med at gøre her.

LÆS OGSÅ:  Benløse vandt igen på stærk tredje periode

Den tidligere mesterklub har gjort et godt indtryk på den rutinerede svenske coach:

– Mit første indtryk af klubben har været meget positivt. Jeg er blevet mødt med varme og gode samtaler – og det står hurtigt klart, at her er en klub med både ambitioner og struktur. Allerede fra vores første dialog mærkede jeg en stærk forbindelse, og både setuppet og målsætningerne tiltaler mig. Det handler om at løfte hverdagen til træning og være forberedte på at konkurrere, fortæller Jonas Boväng til klubbens facebookside.